Nye lakrids-regler truer børns sundhed

I årevis har salmiak-slik været mærket 'voksenlakrids - ikke børnelakrids’. Men nu forsvinder mærkningen.

Super Piratos er nogle af de salmiaklakridser, der i årevis har været mærket som voksenlakridser. Forbrugerrådet er kede af, at mærkningen nu forsvinder. (© COLOURBOX)

Danske børn er glade for slik. Men salte lakrids-stykker bør ikke være en del af ungernes fredagsslik.

Siden 1996 har forbrugere bag på poser med salmiak-lakrids kunnet læse, at den type slik er forbeholdt voksne.

- Salmiak kan virke afkalkende på knoglerne, og derfor bør børn, der jo skal vokse, ikke spise salmiaklakrids. Der er ikke nogen akut risiko, hvis et barn spiser en salmiak-lakrids eller to, men det salte slik bør ikke være et fast element i slikskålen, siger læge og journalist Peter Qvortrup Geisling.

Dropper mærkning for at spare penge

I knap 20 år har det herhjemme været lovpligtigt, at lakrids der indeholder mere end 5 % salmiak skal mærkes med teksten ’Voksenlakrids - ikke børnelakrids’.

Men nu bliver den mærkning udfaset – ikke fordi børn gerne må spise salmiak, men fordi slikproducenterne skal slippe for bureaukrati, ekstra egenkontrol og for at trykke forskellig typer emballage til de skandinaviske lande.

Det besluttede et flertal på Christiansborg i forbindelse med den seneste vækstpakke. Slik-branchen skal kunne spare 1 mio. kr. årligt ved at droppe mærkningen på poserne.

- Vi mener fortsat, at det er klogt at advare imod store mængder af lakrids. Men advarslerne kan komme fra andre sider fremover - fra kampagner, fagfolk, journalister osv. Det er en bedre måde at nå ud til folk på, siger Orla Hav, der er fødevareordfører for Socialdemokarterne, der er et af partierne bag vækstpakken.

Nye regler møder kritik

Forbrugerrådet Tænk er ikke enig med fødevareordfører Orla Hav. Ifølge fødevarepolitisk medarbejder Camilla Udsen er det en dårlig ide at fjerne oplysningen, når børn fortsat ikke bør spise det salte slik:

- Jeg kan ikke se, at det kan være så stort et problem for virksomhederne at skrive den information på poserne. Det er en god og relevant forbrugeroplysning, der nu forsvinder, og det er ærgerligt, siger Camilla Udsen fra Forbrugerrådet Tænk.

Også børnelæge Vibeke Manniche mener, at det er det problematisk at droppe mærkningsordningen. Hun mener, at man burde gå den helt modsatte vej og gøre advarslerne endnu tydeligere:

- Jeg synes, at man burde fortsætte med at skrive advarslerne og helst på forsiden af pakkerne, så alle ser det - for det er vigtigt, at børn ikke spiser det her lakrids, siger Vibeke Manniche

Du kan blive klogere på, hvordan lakrids påvirker børns sundhed i Madmagasinet i aften kl. 21.55 på DR1.

Facebook
Twitter