Økologiske citrusfrugter vinder frem

Frygt ikke overfladebehandlingen af citrusfrugter. Pesticiderne derimod er der grund til at undgå.

(© Colourbox)

Det er sæson for citrusfrugter. De økologiske varianter vinder frem, fordi mange danskere ikke vil have overfladebehandlede citrusfrugter. Men er overfladebehandlingen farlig at spise - eller er det pesticiderne, vi skal forsøge at undgå?

Danskerne prioriterer i højere grad at købe økologiske citrusfrugter, også selvom de normalt ikke køber økologi. I Dansk Supermarkeds butikker er salget af økologiske citroner og lime steget med 15 procent alene inden for de seneste år, og også Coop beretter om fremgang i salget af økologiske citrusfrugter.

Køb økologisk - dog ikke på grund af overfladebehandling

Konventionelle citrusfrugter er ofte overfladebehandlede på ydersiden, og derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at man køber økologiske citrusfrugter, hvis man vil bruge eksempelvis citronskræl i maden.

Ifølge Karsten Olsen, der er lektor i Fødevarekemi på Københavns Universitet, er økologiske citrusfrugter en god prioritering - dog ikke på grund af overfaldebehandlingen, men på grund af de pesticider, der sidder i frugten:

- Der bliver for det meste brugt naturlige materialer i form af forskellige vokstyper til at overfladebehandle citrusfrugter med. Der er tale om meget små mængder, og voksen bliver ikke optaget i kroppen.

- Det er snarere de pesticider og forskellige svampemidler, der bliver forsejlet med voksen, man skal være bekymret over, siger Karsten Olsen.

Pesticider sidder ikke kun i skrællen

Ifølge Fødevarestyrelsen sidder omkring 90 procent af pesticiderne i skrællen. Men en del af pesticiderne vil også blive optaget i frugten, mener Helle Raun Andersen, der er lektor i miljømedicin på Syddansk Universitet.

- Man finder en lang række bekymrende stoffer i citrusfrugter - og modsat en del dansk frugt og grønt finder man mange forskellige typer pesticider på en gang. Det kan ikke undgå at trænge ind i frugten, ligesom børn får pesticidrester på fingrene, når de piller appelsiner og klementiner her op til jul, siger Helle Raun Andersen.

Hun mener også, at de ekstra kroner til en økologisk variant er godt givet ud, når det kommer til citrusfrugter.

Se mere om citrusfrugter i Madmagasinet på DR1 i aften, hvor Mette Frisk tager til Spanien for at blive klogere på blanke, skinnende citroner, mens Adam Aamann undersøger, hvad der gemmer sig i overfladen i forskellige typer citrusfrugter.

Facebook
Twitter