Price-brødrene smager på de skønneste og skøreste egnsretter

Brændesnude, kroppinger og snysk er nogle af de egnsretter, som Price-brødrene viser frem.

Uanset hvor du tager hen i Danmark, så vil kunne få en helt unik kulinarisk oplevelse. Der findes nemlig et utal af lokale egnsretter.

Og nogle af de bedre og mere kuriøse egnsretter vil Price-brødrene nu sætte fokus på i seks tv-programmer.

Price-brødrene har pakket en campingvogn fyldt med køkkenudstyr og kører rundt til forskellige afkroge for at tilberede og smage på egnsretter som bakskuld, ålesuppe og fyldte torskehoveder.

Price: Vi skal værne om egnsretterne

Nogle egnsretter er allerede gået i glemmebogen, og det er synd.

For bag hver en ret, der er gået i arv gennem generationer, gemmer sig traditioner og anekdoter, som fortæller historier fra og om egnen.

- De traditionsrige retter er en del af vores kulturarv, og dem skal vi værne om. Nogle af retterne er faktisk også yderst delikate og bestemt værd at bevare, siger Adam Price.

I det første program besøger Price-brødrene Bornholm, og programmet sendes i aften klokken 20 på DR1.