Sådan handler du bæredygtigt

Det kan godt lade sig gøre, at handle til gavn for vores fælles klode. Få fire nemme råd her.

(© Colourbox)

Vi belaster kloden med alt vores forbrug, det ved vi godt. Netop nu sætter DR og dagbladet Information fokus på bæredygtighed med kampagnen "Hvad gør vi nu? - vores omstilling til en bæredygtig fremtid".

Men det kan være sin sag at træffe de bæredygtige valg, når man står i supermarkedet klokken fem minutter i spisetid.

Men vil man gerne handle og forbruge med bæredygtigt fortegn, så kommer her en række råd fra Birgitte Escherich, der i mange år arbejdet for at fremme bæredygtigheden og mindske vores madspild.

Spørg naturen

- Hvis du står i marts måned og vil købe et æble og skal vælge mellem et økologisk æble fra Argentina eller et konventionelt dyrket danske æble, så er svaret: Køb ikke nogen af dem.

- Vi skal købe tingene, når det er sæson. Derfor må man finde på noget andet, når æblerne ikke er i sæson. Eller sørge for at man har noget æblemos i fryseren, hvis man gerne vil lave noget med æbler når det ikke er sæson, siger Birgitte Escherich.

Undgå forarbejde fødevarer

- Selvfølgelig er det ok, at købe en flaske ketchup eller en dåse flåede tomater - men ellers anbefaler jeg, at man går langt uden om de forarbejdede fødevarer. Der er så mange ting i dem, som du ikke kan gennemskue.

- Særligt kødpålæg er så fyldt med så mange ting, som gør os syge. Spis en kartoffelmad, en agurkemad med majonæse eller et stykke stegt fisk. Der er så mange andre muligheder.

Køb økologisk

- Jeg vil stadig anbefale, at man køber økologisk. Men gå uden om det der ikke er i sæson, når det handler om frisk frugt og grønt.

- Måske ved man ikke helt hvad man skal stille op med en knoldselleri, men det bliver man nødt til at lære, siger Birgitte Escherich.

Brug gårdbutikker

- Hvis man bor i provinsen, så brug gårdbutikkerne. Lav nogle organiserede indkøbsture og få købt noget ordentligt kød til fryseren, og nogle lokalt dyrkede grøntsager.