Seks gode råd: Sådan kan singler spare penge på mad

Singlers madbudget behøver ikke være mange tusinde kroner større end andres. Læs nogle gode sparetips her.

Find supermarkeder, hvor du ikke skal købe tre pakker af en vare for at få en god pris. Sådan lyder et af rådene, der kan gøre singlers madbudget lidt mindre. (© Colourbox)

Det er dyrere at spise, når man er single, end hvis man er i et parforhold.

Singler bruger i snit 6.000 kroner mere om året på indkøb af dagligvarer og 8.000 kroner mere om året på at spise ude.

Det viser beregninger lavet af Spar Nord for Magsinet Penge på DR1.

Men det er muligt for singler at blive bedre til at spare på madbudgettet. Her er en række gode råd, som vi har samlet fra forskellige kilder.

1. Undgå butikker med mængderabat

I mange supermarkeder skal du købe enorme mængder mad for at få en god pris. Men som single er det svært at nå at spise eksempelvis fem kilo gulerødder, inden de bliver dårlige.

Forbrugerrådet Tænk anbefaler derfor, at singler finder butikker, hvor der er bedre priser og tilbud på en enkelt vare.

Det kunne eksempelvis være Rema 1000, der i 2008 afskaffede mængderabatter for at undgå overforbrug og madspild.

2. Køb efter vægt

I bogen ”Mere økonomi for pengene” er der gode spareråd til alle, men 20 af siderne er specielt dedikeret til singlers særligere økonomiske udfordringer.

Et af rådene er, at man skal købe ind i supermarkeder eller specialbutikker, hvor du betaler efter vægt. Det gør, at du kun betaler for lige præcis det, som du har brug for.

3. Find en tilbudsmakker

Nogle mængdetilbud er simpelthen så gode, at du ikke kan lade være med at lade dig friste.

Men i stedet for at smide halvdelen af maden ud, så anbefaler Forbrugerrådet Tænk, at singler finder en eller flere venner, som vil være med til at deles om mængdetilbuddet.

4. Frosne grøntsager kan være en fordel

Nogle grøntsager får singler aldrig spist, selv om man finder en butik, hvor man kan købe dem enkeltvis. Og bliver halvdelen af din broccoli altid dårlig, inden du får den spist, så anbefaler sitet singlespot.dk, at du køber frosne grøntsager i stedet.

De er nemlig allerede rengjort, skåret i stykker og forholdsvis billige. Og vigtigst af alt, så kan man hver dag tage lige præcis den mængde, som man har behov for, og så nemt gemme resten af posen i fryseren.

5. Find kogebøger om dåser og singler

Langt de fleste kogebøger er målrettet familier, så hver ret giver fire portioner. Men der findes også særlige kogebøger, som er enten målrettet singler i portionsstørrelserne eller handler generelt om langtidsholdbar mad.

Sitet singlespot.dk anbefaler for eksempel kogebogen ”Dåseskjul”, som handler om lækker mad lavet af dåsemad, frostvarer og andre langtidsholdbare varer.

6. Undgå madspild

Det er dyrt at købe mad, som ryger direkte i skraldespanden. Men hvis man vil undgå madspild, så handler det ikke kun om ikke at købe for meget ind. Det handler også om, hvad man køber.

I denne artikel kan du få nogle gode råd om, hvordan man som single kan undgå madspild. Blandt andet kan du læse, hvorfor kød med ben og et stort udvalg af krydderier er godt til hverdagsmad til singler.