Spis dig til et langt, sundt liv

Skær ned på kulhydrater og proteiner, og op for det sunde fedt, lyder den korte version fra forskeren bag en ny kostpyramide.

Det er komplicerede processer i kroppen, der gør os ældre. Men læge og forsker Kris Verburgh har forsøgt at koge de gode råd ned til en slags dobbelt kostpyramide. (© COLOURBOX)

Ingen af os ved, hvor langt et liv vi kommer til at få. Heldigvis, vil de fleste sikkert mene.

Men du kan faktisk selv, ved den kost du spiser, have stor indflydelse på hvor langt et liv, du får. Og ikke mindst, hvor sundt et liv, du får.

Det mener den belgiske læge og forsker, Kris Verburgh. Han har opfundet Timeglas-modellen, et spisemønster, som skulle sænke aldringsprocessen:

Timeglas-modellen

Den belgiske læge og forsker, Kris Verburgh, står bag Timeglas-modellen, som er et system for, hvordan man kan sænke tempoet på aldringsprocessen ved at spise på en bestemt måde.

Kort fortalt handler det om at skære ned på de hurtige kulhydrater, ned på proteinerne især fra rødt kød, og op for de sunde fedttyper.

- Vi ældes på grund af flere mekanismer i kroppen, fx ophobning af proteiner eller åreforkalkning. Når vi når et bestemt niveau af de her forskellige ting i kroppen, så begynder vi at blive ramt af sygdomme som hjerteanfald, Alzheimers, diabetes og så videre. Men også nedsat muskelstyrke, flere rynker, ringere syn, skaldethed eller grå hår er følger af de samme mekanismer.

- Så hvis man spiser på en måde, der forhindrer blandt andet ophobning af proteiner og åreforkalkning, så kan man sætte tempoet på aldringsprocessen ned.

Udsæt tidspunktet for dårlig helbred

Kris Verburgh har gennemtrawlet store mængder af forskning i, hvad det er, der sætter skub i kroppens aldring, og hvad kan sænke den.

Ud fra den viden har han sammensat et spisemønster, som skulle give et sundt, og langt liv.

- Det handler ikke bare om at leve flere år, men flere år, hvor vi har et godt helbred. Således at perioden, hvor dit helbred går ned ad bakke, bliver så kort som mulig, og fx reduceres til bare de sidste to år af dit liv.

- Hvis du lever usundt, så begynder dit helbredskurve at gå nedad allerede fra 50 års-alderen. Det tidspunkt kan du altså med fordel udskyde.

Nogle fødevarer gøder – andre hæmmer – aldringsprocessen

Kris Verburghs speciale er bio-gerontologi, altså aldringsprocessens biologi. Og det er hans viden om, hvilke processer og mekanismer i kroppen, der sætter tempo på aldringsprocessen, han har omsat i Timeglas-modellen.

- Når man ved, hvilke biologiske faktorer der fører til åreforkalkning, hjertekarsygdomme, demens og så videre, kan man gå baglæns og forske i, hvilken form for ernæring der gøder eller hæmmer de processer.

Timeglasmodellen er faktisk to kostpyramider sat oven på hinanden, spids mod spids. Og hvor man direkte kan aflæse, hvilke fødevarer i den gamle kostpyramides forskellige lag, som man kan erstatte med fødevarer i det tilsvarende felt i nye, nederste pyramide. Se nedenfor.

De tre grundelementer i Timeglas-modellen: Skær ned på de hurtige kulhydrater fra sukker, ris, pasta, kartofler og brød. Erstat animalsk protein fra rødt kød med protein fra fed fisk og fjerkræ og vegetabilsk protein fra planter, grøntsager og nødder. Skru op for indtaget af de gode fedtsyrer bl.a. olivenolie, fede fisk, oliven og avocado.

Læs også

  1. Børn nyder godt af køkkenhaver