Syv nemme veje til flere grøntsager på menuen

Vil du gerne leve lidt sundere? Så få de gode råd til en mere grøn kost her.

(Foto: Gry Thunes © Colourbox)

Kosten er en rigtig vigtig del af det at leve et sundt liv uden sygdomme. Forkert kost kan simpelthen føre til sygdomme som hjertekarsygdomme, diabetes, kræft og knogleskørhed.

Ifølge Sundhedsstyrelsens nationale sundhedsprofil, som blev offentliggjort i dag, så har knap 14 procent af de voksne danskere et usundt kostmønster, resten har et middelsundt eller et sundt kostmønster.

Et usundt kostmønster vil ifølge rapporten sige et lavt indtag af frugt, grønt, fisk og et højt indtag af mættet fedt i kosten.

De vil gerne leve sundere

Men det er værd at lægge mærke til, at halvdelen af de personer, der har et usundt kostmønster, siger, at de gerne vil spise mere sundt. Og hvordan gør man så det? Ja, en af vejene er flere grøntsager i maden, og det kan ske på flere forskellige måder.

Ernæringsekspert på Lev Nu, Marie Steenberger, kommer her med sine tips til, hvordan der kommer flere grøntsager på middagsbordet:

  1. 1

    Riv rodfrugter i alle afskygninger og tilsæt ligeså mange grøntsager i kødsovsen eller frikadellefarsen, som der er kød. Er der 500 g. kød i, så tilsæt også 500 g. grøntsager.

  2. 2

    Brug revne gulerødder eller squash i kage eller bolledejen. Det giver ikke bare en god smag men også fugt, fylde, fibre og masser af vitaminer.

  3. 3

    Hav altid frosne grøntsager i fryseren til de dage, hvor tiden er knap og det skal gå hurtigt med at lave aftensmad. Frosne grøntsager er ernæringsmæssigt et ligeså godt valg som de friske.

  4. 4

    Lav purerede supper af grøntsager, så kan du hurtigt få mange grøntsager, uden at du skal tygge dig igennem dem. Lav ærtesuppe, kartoffelporresuppe, tomatsuppe, broccolisuppe, rodfrugtesuppe.

  5. 5

    Brug avocado på brødet i stedet for smør. På den måde sparer du på det mættede fedt til fordel for det sundere enkeltumættede fedt. Avocado mætter og stabiliserer dit blodsukker, så du ikke falder i sukkerfælden lige efter du har spist.

  6. 6

    Hav altid fingergrønt i køleskabet. Fingergrønt er grøntsager der ikke kræver skrælning eller tilberedning men er lige til at spise, når den lille sult melder sig. Det kan være cherrytomater, babygulerødder, babymajs, sukkerærter, bladselleri eller agurk, peberfrugter.

  7. 7

    Sørg altid for at spise grønt som tilbehør til en rugbrødsmad med kød

Facebook
Twitter