Tænk positivt om din graviditetskvalme

Kvalme under graviditeten er tegn på, at moderkagen er stor og giver masser af næring til barnet.

(Foto: Odilon Dimier © Colourbox)

”Du lugter af løg!”. ”Bvadr, jeg kan ikke klare stanken af bager”. ”Behøver vi stå lige her, hvor der hørmer af kloak?”.

Graviditetskvalme har mange ansigter, og de fleste gravide stifter på et eller andet tidspunkt i graviditeten bekendtskab med et af dem. De, der har været igennem det, kan nikke genkendende til, at det kan være en frygtelig periode at komme igennem.

Desværre er det nok en af de graviditetsgener, man bliver nødt til at lære at leve med, forklarer ernæringsekspert Marie Steenberger. Der er nemlig ikke så meget at gøre ved det.

- Men for nogle kvinder kan det faktisk hjælpe at tænke over, hvad kvalmen er udtryk for. Det er nemlig udtryk for, at graviditeten forløber, som den skal. Og det er jo da i hvert fald en bekymring, som mange gravide har.

Marie Steenberger har netop udgivet bogen ”Ser jeg tyk ud i den her mave?” om, hvordan man hjælper sig selv til at få en sund graviditet.

Meget kvalme = en god stor moderkage

Det er graviditetshormonet hCG, som giver graviditetskvalme. Jo større mængde hCG, jo mere kvalme.

Nogle er ekstra følsomme over for hormonet, og de vil som regel få mere kvalme end dem, der til trods for et højt mængde hCG-hormon ikke har kvalme. Men det betyder ikke, at man skal ønske sig et lavere hCG-niveau i kroppen under graviditeten, siger Marie Steenberger.

- Et højt niveau af hCG er som regel et udtryk for, at man har en stor moderkage. Og en stor moderkage betyder jo, at der er rigeligt med næring til fosteret inde i maven. Så alene af den grund kan man godt prøve at tænke positivt om sin graviditetskvalme.

Graviditetskvalme kan dog også skyldes stress, understreger ernæringseksperten. Og så er der jo rent faktisk noget at gøre:

- Så kan man med fordel kaste et blik på sit liv og se på, om man måske arbejder for meget eller er stresset, fordi man bekymrer sig om graviditeten, det nye liv som familie, fødslen eller hvad det nu kan være.

Ud over at forsøge at se sin graviditetskvalme i et lidt mere positivt lys, så er der faktisk også et par kostråd, der kan lindre generne, fortæller Marie Steenberger.

Facebook
Twitter