Udforsk strandens urte-univers

Tag en ven under armen, og gå på kulinarisk kystvandring i det herlige sommervejr. Der er mange muligheder.

(Foto: Susanna Sommer)

Var det noget med en gang sushi med pære-danske råvarer? Hvis du kan finde rundt i strandens urte-udvalg, så er det slet ikke så umuligt, som det lyder.

Lørdag inviterer Syddansk Fødevareklynge til snigpremiere på strandsafari - et nyt projekt, der skal udbrede kendskabet til lokalområdets natur, kulturhistorie og de lokale producenter.

- Idéen er at tage folk i hånden og vise dem alle de spiselige planter, som man kan samle på strandenge og diger langs kysten. Det bliver en totaloplevelse, men vi bruger fødevarerne som indgangsvinkel, fortæller Søren Espersen, der er kulinarisk guide på turen.

Helt dansk sushi

På turen vil kok Erik Lautrup-Nielsen også deltage, for at hjælpe med frokosten. Men det er ifølge Søren Espersen slet ikke svært at finde og udnytte de råvarer, vi har til rådighed i den danske natur.

- Vi har over 300 spiselige planter på niveau med ting, vi importerer fra Sydøstasien og Sydamerika. Nogle japanske kokke mener, at strandkarse er bedre end wasabi, og kalder vores søsalat for en fattigmands-nori. Ikke fordi den er dårligere, men fordi den er mere almindelig. Desuden har vi fremragende fisk i Danmark, og hvis man tager en pighvar, ja så kan man faktisk lave en pære dansk sushi, siger Søren Espersen.

Søren Espersen har en fortid hos Meyers Madhus, hvor han var guide på de såkaldte almanak-ture, der havde samme formål: at udbrede viden om naturens køledisk.

- På turene opdager folk pludselig, at de træder rundt i 20-30 velsmagende planter, også bliver de overraskede. Det er næsten som at åbne Pandoras æske, fortæller han.

Gælder hele Danmark

Skarø er valgt som første strandsafari sted, fordi Skarø i forvejen er kendt for sine lokale produkter. Blandt andet Skarø Is der har opnået international anerkendelse. Men planen med projektet er, at der skal etableres strandsafari mange steder i Syddanmark.

Udover det sociale samvær, så er det overraskelser, Søren Espersen sætter pris på ved kystvandringen. Nemlig at man får oplevelser, og gør sig opdagelser man ikke regner med.

Den første officielle strandsafari løber af stablen i august, men man kan selvfølgelig selv begive sig ud i sommervejret, og lade sig inspirere af de danske kyststrækninger.

Facebook
Twitter