Vi elsker da smagen af røg!

Ikke alle rygeoste-entusiaster mener, det står så skidt til med den gamle røgede specialitet.

Det ser tilsyneladende ikke godt ud for den fynske rygeost. Det melder i hvert fald de to store rygeost-producenter Arla og Løgismose om.

Konkurrencen fra mere moderne fødevarer skulle ifølge dem presse den lokale specialitet, og direktør og medejer i mejeriet Løgismose Steen Aalund Olsen siger bla. til DR:

- Hvis ikke vi får vendt den her tendens, der er på rygeost lige nu, så vil jeg tro, at det ryger ud af de store supermarkeders kølehylder.

Rigtig dansk og mager

Men den krise er det ikke alle rygeoste-elskere, der helt er enige i:

- Det er jo en af de få originale danske specialiteter, der er tilbage, og der er så meget røgsmag i det nordiske køkken, så jeg forstår ikke helt, at den skulle være på vej ud, forklarer kok og kogebogsforfatter Katrine Klinken til Lev Nu.

- Jeg bruger ofte selv rygeost i min madlavning - bla. i bageopskrifter og dressinger - men jeg betragter samtidig også rygeosten som en sommer-spise. Det er især om sommeren, man bla. spiser sommersalat med den fynske specialitet, der jo som en sidegevinst også er et magert produkt, forklarer Katrine Klinken videre.

Vi elsker rygeost

Mikael Hansen, der er projektleder på Kulinarisk Sydfyn, der arrangerer madfestival hver sommer, forstår heller ikke, at det skulle stå så skidt til for den fynske specialitet.

- Vi ryger oste hver sommer på Kulinarisk Sydfyn, og det er en stor succes hos både børn og voksne. Hjemme hos os er både jeg og mine børn også vilde med smagen, forklarer han.

Mikael Hansen mener, at det måske i højere grad kan skyldes en intern diskussion blandt Fyns rygeosteproducenter - og fynboere - som mere handler om hvilken konsistens osten skal have.

Har øget produktionen

Den tredje af de større producenter på Fyn er Jørgen Hoff fra Gundestrup Mejeri & Bryghus, der har produceret blandt andet rygeoste i mange år, og han var sikker på, at det var 1. april, da han hørte, at det skulle stå så skidt til:

- Vi har tværtimod øget salget ila. det sidste års tid med 30 procent, vi producerer 3000 rygeoste om ugen - også her om vinteren, forklarer Jørgen Hoff, der leverer oste til store supermarkedskæder som Lidl, Superbest og SuperSpar - ligesom han også leverer til en lang række restauranter.

Brug osten i saucen

Jørgen Hoff mener snarere, at der er tale om det modsatte, at salget eksploderer - blandt andet pga. at osten bruges meget i forbindelse med det nordiske køkken.

- Om sommeren spiser vi rygeosten på brød med tomat og purløg, men her om vinteren kan man bruge den røgede smag i f.eks. sauce. Man kan lave en fortrinlig sauce, hvor man bruger rygeost i stedet for bacon, fordi det giver den røgede smag.

- Det gode ved osten er også, at man kan bruge den til at jævne med, da en rygeost ikke skiller i sovsen, fordi den er højpasteuriseret. Og så indeholder den ikke så meget fedt som feks. fløde eller cremefraice, forklarer Jørgen Hoff.

FacebookTwitter