Vi går amok i kager og bageudstyr

Nu er det atter ok at sætte en smuk kage på bordet - og vi køber og sælger bageudstyr som aldrig før.

(© Colourbox)

I sidste uge fandt årets udgave af Den Store Bagedyst sin vinder. Tobias med de spøjse ingredienser og skøre indfald tog titlen i år. Og han har med garanti været en stor inspiration for mange af seerne, der kaster sig over fondant, mousse og korrekt smeltet chokolade hjemme i køkkenerne.

At dømme efter antallet af annoncer for brugt bageudstyr på Den Blå Avis, så har rigtig mange i hvert fald kastet sig ud i de smukke kagekreationer.

Nye tal fra DBA, Den Blå Avis, viser, at der det seneste halve år har været næsten 80.000 annoncer med køkkenmaskiner, forme, skåle og tekniske remedier mod godt 45.000 i samme periode sidste år. Det er en stigning på 67 procent på et enkelt år.

Æstetiske kager fordrer udstyr

Tendensen passer meget fint sammen med den bagetendens, vi ser i øjeblikket, siger madsociolog på Professionshøjskolen Metropol, Jon Fuglsang.

- Der er meget fokus på bagning i øjeblikket, og sådan en som Mette Blomsterberg har bragt det element ind i vores bage-kultur, at hjemmebag ikke længere skal være rustikt. Nu skal vi i stedet være mere detaljeorienterede og omhyggelige med æstetikken.

- Og når man fokuserer så meget på kagens udseende, kræver det mange gange noget ekstra udstyr.

Hos DBA oplever man en generel stigning i salg og køb af second hand, blandt andet fordi netop second hand - brugte varer - er en stadigt voksende trend blandt danske forbrugere. En trend der altså også er slået igennem på køkken- og bageudstyr.

Rekordmange seere

Den netop overståede sæson af Den Store Bagedyst blev i gennemsnit set af 891.000 seere. Finalen blev set af 1,2 millioner, hvilket er ny rekord.

- Bageprogrammerne er meget populære, og det handler nok om, at netop den perfektionering af æstetikken er meget fascinerende. Det fanger mange seere, at man er kreativ og nytænkende inden for et felt, som vi alle kender, påpeger Jon Fuglsang.

- Og så går det jo altså begge veje: Bagning er populært, fordi tv-stationerne laver gode programmer om det, og programmerne er populære, fordi danskerne kaster sig over bagning med stor interesse.

Sundhedsbølgen har toppet

Den Store Bagedyst er et meget bredt program, der både har godt fat i unge og ældre seere samt børnefamilier. Så det er en succes på mange fronter.

Desuden er kagebagningens succes i øjeblikket nok også et udtryk for, at det igen er blevet okay at spise søde sager.

- Sundhedsbølgen – hvor vi var meget sukkerforskrækkede – har toppet. Nu er det igen blevet okay at bage kager og at samles om søde sager, forklarer Jon Fuglsang.

- Og da kan man sige, at netop det element, at kagerne er lavet med meget stor omhyggelighed og grundighed måske gør, at man ikke spiser slet så meget af det.

Facebook
Twitter