Vi har sprøjtegifte i urinen

Danskerne køber økologisk grønt og frugt, og det er der god grund til, viser en test Madmagasinets værter har fået lavet af henholdsvis økologisk og konventionel diæt.

Madmagasinets værter Mette Frisk og Christian Bitz, har i tre dage levet af økologisk mad, og herefter fået målt indholdet af sprøjtegifte i deres urin. Herefter spiste de to værter konventionel mad i tre dage, og fik målt deres urin. Testen viser at der er større mængder sprøjtegifte, også kaldet pesticider i urinen, efter den konventionelle kost – end efter den økologiske. Og mængderne er bestemt ikke ufarlige, mener forsker.

Fødevarestyrelsens årlige pesticidrapport viser med al tydelighed, at der er langt flere pesticidrester i konventionel frugt og grønt – end i økologisk. Men samtidig slår den også fast, at målingerne på konventionel frugt og grønt ligger langt under de fastsatte grænseværdier og derfor anses som ufarlige. I tirsdagens udgave af Madmagasinet Bitz og Frisk, undersøger de to værter, hvordan henholdsvis økologisk og konventionel kost påvirker kroppen. I tre dage spiser de udelukkende økologisk eller konventionelt. Derefter laver de en urinprøve, som så bliver analyseret for nogle af de mest udbredte pesticider. Og resultaterne er overraskende.

Der er en tendens

Resultaterne af urinprøverne er ikke entydige. For det første er der pesticidrester i alle prøverne - også dem der er lavet, efter den økologiske diæt. Der blev faktisk fundet rester af alle de pesticider, man målte for, i alle prøverne.  Men resultaterne er, ifølge professor i Miljøkemi og forskningsleder på SDU, Phillippe Grandjean, nok ret repræsentative for, hvad man ville kunne finde i almindelige danskere: ”Det er faktisk svært som forbruger at vide med sikkerhed om man spiser økologisk. Hvis I har spist et måltid i kantinen, som kan I ikke være sikre på, om den frugtsalat er økologisk eller ej – og så har I fået pesticider i jer alligevel”. Alligevel ser han en tendens i materialet: Mange af målingerne er markant højere, efter den konventionelle, ikke-økologiske kost.

Pesticider skader hjernen

Målingerne efter den konventionelle kost er, ifølge Phillippe Grandjean, meget alvorlige. ”Hvis man spørger myndighederne, så siger de, at der ikke er noget at være nervøs for, fordi de pesticidrester, der findes i danske levnedsmidler, gennemgående er under grænseværdierne. Men jeg er uenig. Jeg er uenig, fordi man f.eks. kan se, at vi finder høje mængder i urinen af det stof, der hedder chlorpyrifos. Det er et insektmiddel, som er forbudt i Danmark, men findes i forskellige levnedsmidler, som importerede vindruer og havregryn. Der er lavet undersøgelser i USA på børn, hvis mødre er blevet eksponeret for det her pesticid under graviditeten, og der har man set, at fra niveauer, der ikke er så forskellige fra dem, der er lavet her, der er en negativ påvirkning af barnets hjerne. Så jeg råder alle gravide til at spise økologisk”.

Og Phillippe Grandjean er da heller ikke i tvivl om, at de nuværende fastsatte grænseværdier for pesticider er alt for høje: ” Fødevarestyrelsen baserer deres grænseværdier på dyreforsøg. Jeg er læge og baserer min holdning på undersøgelser der er lavet på mennesker og børn. Og når de undersøgelser viser, at niveauer som det her kan gøre skade på hjernens udvikling, så er det altså mig der har ret – og ikke rotter og fødevarestyrelsen”.

 

Se de enkelte målinger for pesticidrester i urinen på Madmagasinets Facebook side - og se mere i programmet om økologi i Madmagasinet med Bitz og Frisk, tirsdag den 3. juni kl. 21.55

Facebook
Twitter