VIDEO Bag Bagedysten: Sådan udvælges deltagerne

Årets ti Bagedyst-deltagere har været gennem et længere forløb, før de blev udvalgt blandt 500 ansøgere.

Det er ikke nok bare at kunne hælde en glace helt perfekt over en kage eller smøre den flotteste lagkage op. Man skal kunne meget andet, hvis man vil være blandt de ti deltagere, der skal kæmpe om at blive ugens mesterbager og måske til sidst stå tilbage med trofæet som vinder af 'Den store bagedyst' 2016.

- Vi er jo ikke ude efter ti professionelle bagere. Vi er ude efter nogle, som har forskellige niveauer, siger Tina Bremer, der har været med til at caste de ti deltagere til den femte sæson af 'Den store bagedyst', som har premiere på DR1 onsdag d. 14. september.

Plads til udvikling

Man skal naturligvis elske at bage for at komme i betragtning, men derudover skal der være plads til udvikling på den bagefaglige front.

- Det skal være en deltager, som ikke nødvendigvis kan det hele, når han eller hun kommer. Men som har ambitionerne om at blive rigtig, rigtig god. Det skal også være én, vi kan huske, siger Tina Bremer.

Undervejs i programmerne er det udelukkende op til de to dommere, Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsen, hvem der skal være mesterbager, og hvem der skal hjem fra 'Den store bagedyst'. Men når det gælder udvælgelsen af deltagere, har de ikke den samme måde magt.

- Det er ikke mig, der helt alene vælger de ti deltagere, der skal være med i Bagedysten 2016. Jeg er selvfølgelig garant for, at der er en vis faglighed, som skal med ind i det her program, siger Mette Blomsterberg.

Hun var med til den afsluttende del af castingen, hvor hendes rolle primært var moralsk opbakning.

Kun de bedste foran kameraet

Årets ti deltagere er valgt ud i et stort felt med omkring 500 ansøgere.

200 af dem har været til casting, hvor de medbragte en kage, der selv havde bagt.

Kun de bedste af dem har fået lov til at vise, hvad de virkelig kan. De har nemlig fået lov til at bage i en form for skolekøkken med kameraer overalt - ganske som i det rigtige Bagedyst-telt.

- Vi vil gerne se, hvordan de er i et køkken, om de stresser rundt, om de klapper i som en østers, eller hvordan de har det med at bage under et tidspres, fortæller Bagedyst-redaktør Søren Olsen.

En studerende og en pensionist

I år kan seerne møde seks kvinder og fire mænd, der spænder i den bredeste aldersgruppe i programmets historie. Der er alt lige fra den 20-årige gymnasieelev til den 65-årige pensionerede sømand.

Den store bagedyst sæson fem har premiere på DR1 onsdag d. 15. september klokken 20.

Facebook
Twitter