7-9-13 vender tilbage: Følg de fire pars første år som ægtefæller

DR1-programmet 7-9-13 ser på, hvordan man forener to individers forskellige fortid til en fælles fremtid som par.

Torbens liv slog en kolbøtte, da han i en sen alder forelskede sig i Astrid og derfor blev skilt fra sin tidligere kone. I anden sæson af 7-9-13 følger man, hvordan Torben og Astrids liv udvikler sig som mand og hustru. (Foto: Plus Pictures © dr)

I aften er der premiere på anden sæson af DR1-programmet 7-9-13.

Mens første sæson handlede om de fire meget forskellige par før, under og lige efter deres bryllup, så handler anden sæson om parrenes første år som ægtefæller.

Anden sæson af 7-9-13 fokuserer på det eksistentielle spørgsmål, som de fleste par møder: Hvordan forener man to individers forskellige fortid, værdier og drømme i et fremtidigt, fælles liv?

De fire par kæmper med forskellige drømme

I det første af de fire nye afsnit hører vi eksempelvis om Emil og Annikas overvejelser, om hvorvidt de skal blive boende i en lille lejlighed i storbyen eller flytte til et større rækkehus i provinsen.

​Christina håber at blive mor hurtigt efter brylluppet, mens hendes nye mand Jesper egentlig havde forsvoret, at han nogensinde skulle være far.

Hvor meget skal man følge sine egne drømme, og hvor meget skal man gå på kompromis? Og hvordan påvirker det ens ægteskab, når tilværelsen pludselig overrasker med store problemer som en fyring eller dybe familiekonflikter?

Premieren på anden sæson af 7-9-13 kan ses på DR1 i aften klokken 20.45, og udsendelsen kan derefter også ses på dr.dk/tv.

Facebook
Twitter