Årets første julefrokoster starter jalousi-sæsonen

Højt humør, nissehuer og snapse-flirt gør det svært at lægge låg på jalousien.

(© Colourbox)

Der er lidt over halvanden måned til jul, så nu skal fejringen af familiernes fest for alvor sparkes i gang ved at spise sildemadder og dele en flaske snaps med en kollega.

Den slags festligheder kan desværre give anledning til jalousi, fordi alkohol og nissehuer får folk til at slippe deres hæmninger og lægge an på deres medarbejdere.

Og selvom det måske ville hjælpe at snakke om det, er det ikke altid lige nemt.

- Det er en meget skambetynget følelse, og det hænger sammen med, at man mister kontrollen over sine følelser, når man er meget jaloux, siger sexolog Sara Skaarup til Aftenshowet.

Julefrokoster gør jalousien værre

Det kender terapeuten Sofie Elberling alt til, for hun har selv haft problemer med jalousi, og påpeger også, at julefrokoster bestemt ikke gør det nemmere.

- Det er en rigtig svær tid, hvis man har problemer med jalousi, for medierne er fyldt med historier, som kæder julefrokoster og utroskab sammen, siger hun.

Det er den her artikel et glimrende eksempel på, men den giver i det mindste også nogle bud på, hvordan man kan håndtere sin jalousi på en fornuftig måde, ligesom Sofie Elberling gjorde.

- Jeg havde svært ved at kigge indad, så jeg valgte at tage på et jalousikursus, hvor jeg lærte at tackle de svære følelser, og siden har jeg arbejdet rigtig meget med mig selv, siger hun.

Kom jalousien til livs ved at tale om den

I det hele taget gælder det om at sætte ord på sin jalousi, så du ikke står alene med dine bange anelser og din livlige fantasi, som i sidste ende bare gør dig endnu mere sur og fortvivlet.

- Man er nødt til at snakke om det. Det gør det svært at komme jalousien til livs, hvis vi ikke vil tale med hinanden, for så bliver det bare endnu mere tabuiseret, siger sexolog Sara Skaarup.

Sara Skaarup har været i Aftenshowet sammen med Sofie Elberling for at fortælle om jalousi, og hvordan du kan håndtere det. Du kan se indslaget i klippet nedenfor.

Facebook
Twitter