Annika og Jonathan passer 91 procent sammen – men de vil kun være venner

En computeralgoritme gav de to den højeste matchscore blandt parrene fra 'Koden til kærlighed'.

Annika og Jonathan klikkede godt sammen gennem hele forløbet, men der opstod ikke kærlighedsfølelser. (Foto: Dr © dr)

Kemi er ofte det ord, mange bruger til at beskrive det udefinerbare, der førte dem sammen med deres kæreste.

Men kan en kompliceret computeralgoritmes analyse af hundredvis af besvarelser sætte to mennesker sammen, så der opstår kemi og kærlighedsfølelser mellem dem?

Det spørgsmål satte DR3’s ’Koden til kærlighed’ sig for at løse, og to af de i alt otte forsøgskaniner var Annika og Jonathan.

De to havde med 91 procent programmets højeste matchscore og skulle bo sammen i en måned for at se, om der kunne opstå kærligheden mellem dem.

Det blev dog ikke til mere end venskabelig kemi for de to, der ellers gik ind i projektet med samme sind:

- Jeg blev rigtig glad, da jeg flyttede ind hos Annika og fandt ud af, at hun var rigtig udadvendt, smilende, glad og nærværende. Jeg gik selv ind i det med den attitude, at nu gør vi det her 100 procent, siger Jonathan.

- Jeg manglede at have lyst til ham

Selvom Jonathan og Annika klikkede godt fra første møde, udeblev de berømte sommerfugle i maven hos begge. For Annikas vedkommende var det kemien og passionen, som aldrig opstod mellem de to.

- For mig er det vigtigste i et forhold passion, og at jeg føler mig inspireret af den anden. Det, syntes jeg, manglede. Det manglede, at jeg kiggede på ham og havde lyst til ham, siger hun.

Hvis Jonathan kunne gøre noget om i eksperimentet, ville han have taget nogle dybere samtaler med Annika i løbet af den måned, de boede sammen.

- Det blev meget let lige pludselig, fordi vi kommunikerede så godt sammen. Så havde vi ikke de der snakke som for eksempel: "Synes du, der er en eller andet gnist eller kemi?" Vi gjorde det bare, hyggede os og lavede en masse gode ting sammen, men vi fik ikke rigtig evalueret på selve kærlighedsdelen, siger han.

Selvom det ikke blev til kærlighed mellem de to, har de bevaret kontakten, og genså hinanden, for første gang siden eksperimentets stoppede i slutningen af januar. Genforeningen fandt sted på karaoke-stedet Sam’s Bar i København, hvor de sang karaoke til den store guldmedalje.

- Det, vi har, vil jeg klassificere som venskabskemi. Sådan som jeg har det med ham, er sådan jeg har det med mine allerbedste venner. Det er bare nemt, og det kører bare. Men de har ikke noget, der gør, at jeg kan gå hen og blive forelsket i dem. Jeg mangler lige det ekstra, siger Annika.

Både hun og Jonathan vil gerne se hinanden fremadrettet – også selvom det blot er på venneplan.

Redaktionschef: Algoritmen skal finpudses

Selvom ingen af de fire par i ’Koden til kærlighed’ blev forelskede, vil programmets redaktionschef Adam Dyrvig Tatt alligevel betegne det som en succes.

Det er nemlig lykkedes for holdet bag og forskere fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) at udvikle og teste en algoritme og den data, folk har afgivet om sig selv i et tv-program.

Adam Dyrvig Tatt er dog enige med Annika og Jonathan i, at algoritmen ikke har kunnet sammensætte folk på en måde, så der opstod kemi mellem dem.

- Konklusionen er, at algoritmen har kunnet noget. Bare ikke det mest afgørende, som er grundlæggende for forelskelse og kærlighed: Tiltrækning og kemi, siger han.

Han håber derfor, at der kan arbejdes videre med algoritmen i en ny sæson af programmet.

Skulle der komme en sæson mere, ønsker Adam Dyrvig Tatt at arbejde på en kunstig intelligens, som kan tage højde for, at de sammensatte par skal kunne opleve fysisk tiltrækning og kemi. Det kunne for eksempel ske via en algoritme, som benyttede ansigtsgenkendelsesprogrammer:

- Man kunne for eksempel gøre det ved, at man lod folk kigge på 100 eller 1.000 Tinder-profiler og se, hvilke personer de siger ja og nej til. Der ville algoritmen og ansigtsgenkendelsen kunne sige: "Det er de her ansigtstræk, som en person synes om".

Parrerne i 'Koden til kærlighed*

  • Annika og Jonathan: 91 procents matchscore. De blev sammen gennem hele eksperimentet, men blev ikke kærester

  • Emma og Andreas: 90 procents matchscore. De blev sammen i en uge

  • Ronni og Maria Luisa: 77 procents matchscore. De blev sammen gennem hele eksperimentet, men blev ikke kærester

  • Alexander og Cecilie: 76 procents matchscore. De blev kun sammen i få dage

Facebook
Twitter