BREVKASSE Operation for kræft har ødelagt mit sexliv

Jeg havde ikke lige planlagt, at jeg skulle miste mit sexliv som 60-årig, skriver en bruger.

Når et menneske rammes af kræft, så skaber det utryghed og påvirker hele parforholdet, svarer sexolog Jesper Bay-Hansen. (© COLOURBOX)

"Jeg blev for nogle år siden opereret for prostatacancer og fik en nervebevarende operation. Ved operationen blev sædblæren også fjernet.

Jeg havde ikke lige planlagt, at jeg skulle miste mit sexliv som 60-årig, men det er reelt, hvad der er sket. Jeg kan stadig få orgasmeagtig fornemmelse, men helt uden glæde.

Jeg kan ikke tale med min kæreste om det, og vi har ikke sex. Det vil sige, at mine erfaringer med mine orgasmer efter operationen er onani og et par enkelte natlige uengagerede samlejer.

Man kan sige, at min af hårdt arbejde nedslidte krop i forvejen har sænket min egenværdi som mand betydeligt, fordi jeg er for syg til at arbejde, og nu har jeg mistet den sidste rest af glæde ved livet, fordi min sexdrift nu er afhængig af viagra og lystbefriet onani. Hvordan H... kommer man ud af det dødvande?"

SVAR:

Jeg forstår, du har fået en nervebevarende operation med fjernelse af sædblærerne. Operationen er ikke altid nervebevarende, men nervebesparende.

Selv om kirurgen gør sit bedste for at undgå nerveskade, kan der godt ske skader på de nerver, der går ud til svulmelegemerne i penis og er nødvendige for, at en mand kan få rejsning. Og selv om der ikke sker nerveskade, kan prostataopererede mænd godt få dårligere rejsning efter operationen.

Der kan også ses andre seksuelle problemer, f.eks. urin-inkontinens i forbindelse med sex, orgasmeproblemer og penisforkortelse.

Også kønsidentiteten, dvs. oplevelsen og følelsen af at være mand, bliver ofte påvirket. Det vil alt sammen helt naturligt sætte sig spor i sex- og samlivet.

Beskriv dine seksuelle problemer for din læge

Du beskriver din krop som nedslidt og skriver, at du har været for syg til at arbejde. Hvis du var syg eller kropsligt svækket forud for din canceroperation, kan det spille ind på din nuværende situation, der – som jeg læser det – er præget af manglende livsglæde og manglende lyst og seksuel nydelse.

Har du eller har du i forløbet haft en depression? Medicin, f.eks. antidepressiv medicin, kan også påvirke seksualiteten.

Min første anbefaling skal være, at du bringer dine seksuelle problemer op over for din praktiserende læge, som er den eneste, der har det samlede overblik over, hvad du har fejlet og måske stadig fejler, dit behandlingsforløb, din medicin osv. Hvis du stadig følges af en urolog, er det også oplagt, at du bringer dine seksuelle problemer op ved den næste kontrol, det er aldrig for sent at gøre dette.

Rejsningsevnen på Viagra

Du beskriver også, at dit sexliv er afhængig af Viagra. Oplever du, at potenspillen virker, som den skal, men at du er blevet afhængig af potenspillen for at kunne få eller bevare en rejsning? Når du har lyst til sex og stimulerer dig selv eller stimuleres på anden vis, giver potenspillen dig så en tilfredsstillende rejsning?

Alt fra manglende lyst til sex og utilstrækkelig stimulation til sygdomsfølelse og samlivsproblemer kan svække effekten af en potenspille. Det kan også være, at en anden potenspille end Viagra vil virke bedre på dig, eller at din rejsningsevne vil være bedre på en helt anden slags medicin.

Du kan læse mere om seksualiteten efter behandling af prostatakræft, inkl. de forskellige medicinske og ikke-medicinske behandlingsmuligheder på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.

Nytænk jeres sex- og samliv

Når et menneske rammes af kræft, så skaber det utryghed og påvirker hele parforholdet. Omvendt kan intimitet med en partner minimere følelsen af at være alene og styrke følelsen af, at man lever.

At tale med sin partner om sygdommen, og hvad man oplever, den gør ved ens seksualitet kan være vejen frem, hvis man ønsker at nytænke sit sexliv efter en alvorlig sygdom med påvirkning af seksualiteten.

Gør det til et fælles kærlighedsprojekt at prioritere samværet, tale sammen, sætte ord på jeres utryghed og bekymringer og beskrive, hvad der føles rart for jer hver især, når det kommer til intimitet.

Du skriver, at du ikke kan komme til at tale med din kæreste om det. Hvad forhindrer dig i at gøre det?

Få hjælp til samtalen

Det er ikke underligt, at I synes det svært at tale sammen, men det er som regel vejen frem at gøre det. Du kan finde en masse gode råd om en kræftsygdoms påvirkning af sex- og samlivet i pjecen ’Kræft og seksualitet’. Pjecen er gratis og udgivet af Kræftens Bekæmpelse.

Du kan også finde gode råd og nyttige informationer om sex- og samlivet efter en prostatakræftoperation på Prostatakræftforeningens hjemmeside.

Hvis I stadig har meget svært ved at få taget hul på samtalen om jeres sex- og samliv, kan en psykolog, klinisk sexolog eller parterapeut også være veje at gå. Du kan også tale med din læge om muligheden for henvisning til en af landets sexologiske klinikker.

Afslutningsvist vil jeg takke dig for spørgsmålet. Med anslået ca. 4.500 nydiagnosticerede patienter med prostatakræft om året er dit spørgsmål relevant for rigtig mange mænd, og jeg håber, at der i de kommende år vil komme større fokus på den seksuelle trivsel efter behandling af prostatakræft,

bedste hilsener

Jesper