Dagens juletip: Husk lige trussetesten

Lav et selvtjek - fx. trussetesten, hvor du spørger dig selv, hvorfor du tager sexet undertøj på netop i dag.

(© Colourbox)

Det' sørme, det' sandt, de'cember - og derfor har vi besluttet at lukke midlertidigt ned for brevkasse-svar fra Lev Nu's ekspertpanel. I stedet har vi bedt eksperterne om at komme med en håndfuld gode tips til julen.

I dag er det sexolog og læge Jesper Bay-Hansen, der foreslår, at man laver et selvtjek, før man drager afsted til julefrokost på jobbet.

Nogle gange er vi ikke særlig bevidste om, at vi er godt på vej til at lægge en seksuel lyst og interesse uden for forholdet. Hvad er den sidste advarsel, vi kan give os selv inden en julefrokost? Sidste år opfordrede jeg den modige læser til at lave trusse-testen.

Trusse-testen består i at spørge sig selv: Hvorfor tager jeg lige netop i dag mine allermest sexede trusser på? (Eller den frække g-streng?). Hvad er det lige, jeg vil opnå med dette? Tør du spørge dig selv?

Forspil til frokost

Det kan også være, at du skal lave et selvtjek på anden vis. Mange juleflirts og juleaffærer synes at begynde i ugerne eller månederne op til julefrokosten - det kan udlægges som en slags forspil.

Jeg har efterhånden mange eksempler på dette fra mine mange samtaler med klienter, der opsøger mig i januar for at søge råd og vejledning, når skaden er sket, fordi den uskyldige juleflirt blev til en juleaffære, der enten har givet dårlig samvittighed eller er blevet opdaget.

Du ved bedst, hvordan dit selvtjek skal være: Eksempler på spørgsmål, du kan stille dig selv er: Hvorfor sender jeg en inviterende sms eller mail til ham den lækre eller hende den labre fra kontoret netop nu?

Hvorfor tænker jeg over, hvilken eau de toilette eller aftershave, jeg tager på til julefrokosten? Og, ja, så er der jo stadig trusse-testen…

Hvad er din promillegrænse?Der eksisterer en promillegrænse i mere end én forstand. Alkohol kan som bekendt præge adfærden, så den bliver mere lyststyret og uhæmmet. Nogle bliver derfor nemt seksuelt opsøgende, eller de lader sig overtale til sex, som de næppe ville have haft uden alkohol i blodet.

Et selvtjek kan derfor også bestå i at spørge sig selv: Hvad er min promillegrænse, når det gælder flirt og sex ved siden af forholdet?

Alkohol i små/begrænsede mængder kan sagtens være en lystvækker, men det er også en sansesvækker. Dvs. alkohol kan på den ene side give os mere lyst men kan også gå ud over vores evne til at sanse og nyde. Hvad er din erfaring her?

Facebook
Twitter