De fik 67 gode år sammen, men nu er Gunn på 93 blevet alene. Hendes elskede Preben døde kort før pinse.

"Kærligheden er både en velsignelse og en forbandelse". Ordene, som stammer fra ovenstående video, er sagt af 93-årige Gunn, og de beskriver de tanker, der gik gennem hovedet på hende, da hun holdt sin elskede Prebens hånd, mens han drog sit allersidste åndedrag.

De blev gift helt tilbage i 1950. 67 år har Gunn og Preben fra DR1-programmet ”Din for altid”, der blev sendt her til aften, delt bord og seng. Men nu er det slut. Preben har lukket sine øjne for sidste gang.

De talte meget om at nyde hvert et øjeblik sammen, for når man er 93 år gammel, så ved man godt, at dagene bliver færre. Og man ved jo ikke, hvem der bliver prikket først, som Preben sagde. Det blev altså ham.

Kort før pinse døde han som følge af to store og mange små svulster i hjernen, fortæller parrets ældste søn, Peter:

- Vi vidste godt, at der var noget galt, for min far var meget træt i den sidste tid. Han faldt i søvn for det mindste. Han havde også haft en lidt anderledes adfærd, men vi vidste jo ikke, om det var fordi, han var blevet så gammel.

I programmet "Din for altid" taler Gunn og Preben om, hvordan det bliver, når den ene af dem går bort:

Gunn og Preben taler om døden

De kyssede hinanden rigtig tit - lige til det sidste

Der blev ikke iværksat nogen behandling af Prebens sygdom, for der var ikke noget at gøre. I stedet holdt familien fokus på, at hans sidste tid skulle blive god. Han vidste godt, hvor det bar hen, og det gjorde Gunn også.

- I den sidste tid forsøgte min mor at holde ham oppe, ved at sige til ham, at hun elskede ham. De havde jo kendt hinanden altid og havde i alle årene været meget glade for hinanden. Selv om de altid har arbejdet meget, min far som murermester og min mor som lærerinde, så har de sørget for at tilbringe al deres tid sammen, når de havde fri.

- Det, jeg bedst husker om dem, er, at de kyssede hinanden. Det gjorde de rigtig tit, lige til det sidste, fortæller sønnen Peter.

Og da tiden var inde, døde Preben i sin elskede Gunns arme.

- Han døde, mens han holdt hende i hånden, og det var deres højeste ønske, at de kunne holde hinanden i hånden til sidst. Det, er jeg glad for, lykkedes, fortæller Peter.

Preben og Gun i tæt omfavnelse, mens Preben ligger i en hospitalsseng.

Indlagt med chok

Nu hvor Preben er gået bort, skal Gunn prøve at finde sine ben. Men det har været meget svært for hende at miste ham, fortæller sønnen Peter:

- Min mor blev simpelthen ramt af chok, efter min far døde, og måtte indlægges på hospitalet. ”Det er psykosomatisk”, som hun siger, den kloge gamle dame.

- Hun har altid holdt halen oppe på hele familien, men jeg tror på en måde ikke, at hun holder ret længe nu, for hendes glæde i livet er væk. Hun gider nok ikke mere.

Hvordan det er at miste sit livs kærlighed, efter et helt liv sammen, har Gunn, der oprindelig stammer fra Sverige, skrevet et lille digt om, der lyder sådan her:

Älskade Preben

Din hand vilar på min arm.

En beröring som för ett ögonblick upphäver

att vi en gång båda är borta