Eddie Skoller efter tre skilsmisser: Jeg har slået mig på ægteskabet

Eddie Skoller skulle aldrig skilles, mente han som barn. Nu har han prøvet tre gange.

Eddie Skoller skriver i en ny bog blandt andet om, hvordan han er kommet videre efter sine skilsmisser. (© (c) DR)

Eddie Skoller udgiver i morgen en bog, der handler om hans liv, karriere og ikke mindst om de tre skilsmisser han har været igennem i sit liv.

De tre skilsmisser har nemlig fyldt meget i hans indre, fordi han, siden han var barn, var fast besluttet på, at han aldrig nogensinde skulle skilles.

- Det var fordi mine forældre blev skilt, da jeg var barn, og det var smertefuldt for mig. Jeg bebrejder ikke mine forældre, men jeg havde det selv sådan, at jeg i hvert fald aldrig selv ville skilles. Men tiden kom jo så til at vise, at det blev anderledes, end jeg havde troet, forklarede Eddie Skoller i aftes i Aftenshowet.

Var ikke længere den samme

Første gang Eddie Skoller kom til at opleve en skilsmisse var i begyndelsen af 70´erne, hvor hans karriere for alvor var begyndt at tage fart. På hjemmefronten var han gift med sin første kone, Pia Persson, og sammen havde de fået to små døtre.

- Det var et kæmpe nederlag, men det var alligevel uafvendeligt, fordi vi var så forskellige. Og jeg var jo ikke længere den, som Pia havde giftet sig med. Jeg havde jo et helt andet arbejde, end da vi blev gift, forklarer Eddie Skoller om den første skilsmisse.

Da de to blev gift arbejdede han som økonom, men nu havde han fået gang i en helt anden tilværelse - nemlig som kendt entertainer.

- Det var jo et helt andet liv, jeg blev jo pludselig feteret, var rundt og optræde i hele verden, og det var svært at stå model til. Jeg synes, det var synd for Pia, at hun var så meget alene med pigerne dengang. Men jeg har tænkt meget over det siden – og skriver også om det i bogen – at hvis man har et talent, og man er ambitiøs, så har man ligesom ikke noget valg. Men det medfører så altså en risiko for, at man vokser fra hinanden.

Vi var måske for ens

Så livet som feteret stjerne på de skrå brædder var medvirkende til den første skilsmisse. Eddie Skoller blev siden gift med skuespiller Lisbet Lundquist, og de to havde i hvert fald trangen til at stå på de skrå brædder fælles. De to mødte hinanden, da de i 1974 begge optrådte i Hjørring Revyen.

- Vi var måske for ens. Men Lisbet havde stor forståelse for det, jeg gerne ville, når jeg stod på scenen – og hvad jeg gerne ville udvikle det til. Hun var en kæmpe hjælp for mig.

- Men der var måske igen det der med at blive feteret – og det er nok ikke tilfældigt, at den her branche har en højere skilsmisseprocent end de fleste andre.

Slog sig på ægteskabet

Eddie Skoller og Lisbet Lundquist fik sammen en datter, og de nåede at være gift i 15 år, før ægteskabet endte i brud.

Og som et gammelt ordsprog siger, så er tredje gang lykkens gang, og det troede Eddie Skoller også om sit tredje ægteskab med den norske sangstjerne Sissel Kyrkjeby.

- Jeg slog mig meget på det ægteskab, men fair nok, man kan jo holde op med at elske et andet menneske, og jeg kan jo ikke tvinge nogen til at elske mig. Så det var en hård én at komme igennem, men heldigvis havde jeg mine børn, så jeg var nødt til at fokusere på dem i tiden efter, forklarer han.

Eller udtrykt på den måde, som Eddie Skoller mestrer – i en sang om de følelser, der kan være i spil, hvis den ene part i et forhold er mere på end den anden:

De to var gift i 14 år – fra 1990 til 2004 og fik sammen to døtre.

Fjerde gang er lykkens gang

Siden mødte Eddie Skoller en ny kvinde i sit liv, Dorrit Elmquist, som han har været kæreste med i ni år, og på spørgsmålet om hvorvidt de to skal giftes, svarer han: