Emil fra 7-9-13: Mit temperament påvirkede min lille datter

Annika og Emil har store udfordringer på grund af hans stress og anspændthed. Her fortæller Emil, hvordan det gik efter optagelserne.

- Det har været så tæt på at være slut. Han har gjort mig utryg i forhold til min kærlighed til ham og alt det, vi har opbygget sammen, forklarer Annika i aftenens premiere på dokumentarserien 7-9-13.

Emil har det, som det fremgår af programmet, ikke ret godt i aftenens udgave af 7-9-13. Han er anspændt, og da Annika fortæller ham, at hans stress og anspændthed går ud over deres lille datter, Chili, kan man godt se på ham, at han selv er klar over, at situationen langt fra er optimal.

- Når jeg ser optagelserne i dag, så kan jeg jo godt se, at jeg ikke har det godt. Men jeg har det sådan set fint nok med at se de optagelser, fordi Annika og jeg jo kæmpede os igennem, og i dag har jeg fået bekræftet, at vi gjorde det helt rigtige, forklarer Emil Bech Sills.

Svært at være i kroppen

Grunden til, at han havde det så skidt på det her tidspunkt forklarer han selv således:

- Jeg havde jo åbnet tattoo-shoppen, og desværre oplevede vi jo at have en ansat, der stjal fra os, så selvom jeg knoklede for det, så gik det bare værre og værre.

- Og da Annika siger til mig, at det ikke går mere på den led, så er jeg jo så anspændt og stresset, at jeg godt er klar over, at det må stoppe, forklarer Emil og føjer til, at når han har det sådan, så føles det som ikke at være i stand til at være i sin egen krop.

Meget mere ansvar

Så Emil gjorde som Annika beordrede ham til - tog hjem og hev stikket helt og aldeles.

- Men det kunne jeg kun holde til i en uge hjemme på sofaen, så var jeg ved at blive sindssyg, fortæller han videre.

- For selvom Annika tog meget over med driften af butikken, så følte jeg jo stadigvæk, at det var mit ansvar, og derfor blev jeg nødt til at arbejde videre. Jeg følte jo også, at der var sket noget i mit liv, som gjorde, at jeg var nødt til at kæmpe. Jeg havde fået en familie, en lille datter og et helt nyt ansvar, og det skulle jeg også lære at håndtere.

Har arbejdet med det

Emil ved godt, at når han bliver stresset og anspændt, så reagerer han på en ikke særlig hensigtsmæssig måde.

- Eller sådan var det engang. Jeg mister hurtigt besindelsen, men det er jo ikke sådan, at jeg går rundt og slår på folk – det gjorde jeg engang, det var jo også en konsekvens af at tage for meget coke – men det er lang tid siden, og jeg har arbejdet meget med mig selv siden. - Jeg har en god selvindsigt og ved godt, hvordan jeg virker på andre, når jeg får det sådan – og noget af det jeg har sagt til mig selv er, at det nytter ikke noget at misbruge tiden på at være hidsig, når man er i en familie. Og dengang vidste jeg godt, at det også påvirkede Chili meget, hun og jeg har et stærkt bånd, og hun viser det, hvis jeg bliver for meget – og i dag ved jeg, at hvis jeg får det på den led, så må jeg ud og løbe en tur eller noget i den stil.

Men det er allerede mere end et år siden, at optagelserne fandt sted, og tingene har ændret sig en hel del i den lille familie i kolonihavehuset i Sydhavnen.

- Vi har det godt, i dag er vi blevet meget stærkere, forklarer Emil.

Facebook
Twitter