Få gang i lysten med god søvnhygiejne

Sørg for en god søvnhygiejne i soveværelset og giv både sex og søvn de bedste rammer.

(Foto: Fotowerk © Scanpix Iris)

Rigtig mange par - og da i særdeleshed småbørnsforældre - kender til mangel på sexlyst og lyst generelt, simpelthen fordi trætheden overtager. Behovet for søvn vinder ganske enkelt over behovet for sex, og det kan intimiteten i forholdet lide under.

Det kan selvfølgelig være svært at se sig ud af, når man bare er så træt, så træt, så træt. Men faktisk kan du selv sætte ind og måske få løst begge problemer. Du kan fokusere på en god søvnhygiejne, siger sexolog og parterapeut Jesper Bay-Hansen.

- Søvnen er nødvendig for at opretholde psykisk og fysisk funktionsevne, emotionel balance og velvære. Søvnen er derfor også helt essentiel for vores lystfølelser.

- Og for at give søvnen - og sexlysten - optimale betingelser, må man prøve at holde alle forstyrrende elementer ude af soveværelset og give plads til netop søvn og sex. Og intet andet.

Et service-tjek

Og netop det at holde de forstyrrende elementer ude af soveværelset hører til god søvnhygiejne, siger Jesper Bay-Hansen.

Så hvis I har svært ved at få ro og rum til sex og søvn, så anbefaler han at give søvnrutinerne et service-eftersyn:

- Hvordan er dine sengetider? Faste sengetider vil understøtte regelmæssigheden i din døgnrytme. Undgå en længere middagslur. Undersøgelser har til gengæld vist, at en kortere powernap kan have flere positive effekter på blandt andet indlæring, hukommelse, kreativitet, humør, lyst og velvære.

- Hvordan er dine sengeritualer? Mange forhold kan give en afbrudt nattesøvn, alt fra et barn i sengen til en tændt mobiltelefon ved siden af hovedpuden kan forstyrre.

- Er du opmærksom på godt sovemiljø? Til dette hører et tempereret og velventileret soveværelse, mørke og ro. Elimination af støjkilder er derfor god søvnhygiejne, det samme gælder en grundig udluftning af soveværelset inden sengetid.

- Er du fysisk aktiv i løbet af dagen? Fysisk aktivitet tidligt på dagen medfører som regel træthed først på aftenen, mens fysisk aktivitet sidst på eftermiddagen kan bevirke, at man går senere i seng. Dyrk ikke motion i timerne, før du ønsker at sove.

- Får du koffeinholdige drikke eller andre stimulanser om aftenen? Selv inkarnerede kaffedrikkere kan have gavn af at holde igen med aftenkaffen. Alkohol bør også nydes med omtanke, især om aftenen.

- Har du problemer med søvnløshed? Søg søvndyssende aktiviteter som at falde i søvn med lidt læsning eller en kop kamillete.

- En I did-liste (har gjort-liste) er en af Jesper Bay-Hansens favoritter. Det er taknemmelighedsøvelse, hvor man tænker tilbage på dagen, der er gået, og udtrykker sin taknemmelighed for det, der er sket for en, eller det man fik gjort og udrettet i løbet af dagen.

- Endelig er der sexologens bedste råd: Sengen er til sex og søvn eller søvn og sex, men intet andet.

FacebookTwitter