Fem gode råd: Sådan håndterer du din jalousi

Fald til ro først, snak om det, løb en tur, bed om støtte, og pas på med at udsætte terapien.

(© Colourbox)

Du får måske bekræftet, at der i det mindste er nogle følelser på spil i dit forhold, men derudover kan jalousi ikke rigtig bruges til noget som helt.

Sara Skaarup er sexolog og forfatter og har skrevet bogen ”JAlousi – kunsten at leve med jalousi” sammen med Jesper Bay-Hansen, som er LevNu’s ekspert i parforhold.

Her er nogle af deres gode råd, som kan hjælpe dig med at håndtere din jalousi.

1 - Fald til ro, før du reagerer

  • Hvis det er en akut jalousi, som opstår under en fest eller lignende, er det en rigtig god idé at tage en timeout, så du ikke reagerer for voldsomt på en mavefornemmelse.

  • Gå udenfor, og træk noget luft. Du må selv afgøre, om det hjælper at tælle til ti, eller om du bare skal have styr på åndedrættet, så du falder til ro, før du taler om det.

2 - Find en jalousi-makker

  • Hvis jalousien er et tema for dig, er det en rigtig god idé at alliere dig med en jalousi-makker. Det er en ven eller veninde, som ved, hvad du døjer med, og som kan tage telefonen når som helst.

  • Så kan du ringe, når det bliver rigtig svært, og få din jalousi-makker til at vende situationen med dig. Det hjælper som regel, fordi det ofte er fantasien, der løber af med dig.

3 - Løb jalousien ud af kroppen

  • Hvis du først for alvor er angrebet af jalousi, hjælper det ikke at tale fornuft med sig selv eller andre. Kroppen er nærmest forgiftet af de her følelser, og det påvirker også nervesystemet.

  • Det skal ud af kroppen, før du kan blive dig selv, og det kan du for eksempel gøre ved at løbe. Det giver en masse gode fornemmelser i kroppen, og så får du følelserne ud af systemet.

4 - Tag ansvar, og bed om hjælp

  • Hvis det når til at punkt, hvor jalousien ikke lige er til at ryste af sig, må du erkende, at du har et problem, som du er nødt til at håndtere. Så må du tage ansvar for det.

  • Det gør du ved at sige det højt og dele det med dem, som det går udover eller spiller op imod. Og så må du bede om den hjælp, du har brug for. Tag ansvar, og bed om støtte.

5 - Terapi er ikke en nødløsning

  • Terapi behøver ikke være den sidste udvej. Det kan være en stor hjælp at gribe til den slags tilbud, før man er helt underdrejet, fordi det er svært at se sig selv udefra.

  • Hvis du har en usund jalousi, skyldes det nemlig tit noget helt andet, end det forhold du er i nu. Det kan handle om nogle gamle svigt, og der skal som regel en terapeut til for at se den slags.

Facebook
Twitter