Ferie i bonusfamilien giver masser af ballade

Hvis du lige har været på ferie med dine, mine og vores børn og føler dig klar til at løbe skrigende væk? Så er du ikke alene, siger familieterapeut.

Ferie i den sammenbragte familie kan være noget af en mundfuld - for både børn og voksne. (© Getty Images)

Ferie med dine, mine og vores børn er noget helt andet end ferien i kernefamilien. For ferietiden i bonus-familien giver ofte en masse ekstra ballade.

Sølvi Degnegaard er uddannet relationcoach og stepfamily counselor i New York. Hendes speciale er de sammenbragte familier, som hun arbejder som mentor for– og også holder foredrag om.

Og helt efter bogen har hun ekstra travlt i denne tid – ligesom hun har ekstra travlt efter en juleferie.

- Det er klart efter bogen, at både de gode ting og de mindre gode ting bliver mere tydelige, når mange mennesker skal være så intenst sammen i længere tid, forklarer hun.

Men hvad er det især, der går galt, når de nye familier holder ferie sammen?

- For det første tror mange, at de kan holde ferie, som man gør det i en almindelig kernefamilie. Men det lader sig ikke gøre. Man kan nu engang ikke elske en andens 14-årig lige så meget, som man elsker en 14-årig, man selv har født!

Og ofte hører Sølvi Degnegaard fra mødrene, at de føler, at deres nye mand ikke kan sætte grænser for sine børn.

- Det mener jeg kan handle om, at fædrene ofte er dem, der har børnene mindst i hverdagen - og mange kæmper sikkert også med den dårlige samvittighed over, at man har gjort sine børn til skilsmissebørn - så når fædrene holder ferie med deres børn, så skal børnene også have ekstra meget opmærksomhed, og der bliver ikke sat grænser.

Mangler manualer for sammenbragte

Så mens mødrene går rundt og føler, at deres nye mand ikke griber ind overfor hans egne børn, så går mange fædre i de nye sammenbragte familier rundt i den tro, at man kan holde ferie, som man gjorde det i den gamle kernefamilie.

- Men det kommer aldrig til at ske! Desværre mangler vi manualer og rollemodeller for de nye familier, som man kan spejle sig i, fordi det her er første generation af sammenbragte familier, vi lever i nu. Man kan ikke sammenligne sig selv med en almindelig kernefamilie, og vi har endnu ikke begreberne til at tale med hinanden om problematikkerne. Vi har kun de gamle begreber – fx om den onde stedmor – og det holder jo slet ikke længere.

- Udfordringen er samtidig, at omgivelserne stadig opfatter en som en kernefamilie, og de kan slet ikke forstå, de udfordringer der er i en sammenbragt familie.

Skriv de gode ting ned

Det er efterhånden sagt mange gange, at det er svært at leve i en sammenbragt familie, og ifølge statistikkerne opløses to tredjedele af dem igen.

- Jeg tror, at vi for det første har for urealistiske forventninger til de sammenbragte familier – for hvem går i virkeligheden rundt og drømmer om, at det må være lykken at være sammen med seks sammenbragte børn i et sommerhus i 14 dage!

- Og jeg ved, at der er mange, der kommer hjem netop nu efter en frygtelig ferie. Til dem vil jeg anbefale, at de begynder med at skrive de ting ned, som er lykkedes på ferien – for selvom de negative ting måske fylder lige nu, så glemmer man dem heldigvis hurtigt igen.

Lav en manual for næste års ferie

Mind også hinanden om, at man ikke nødvendigvis er en fiasko, fordi en ferie ikke lykkes helt, lyder et andet godt råd.

- Lav en manual for, hvordan I vil holde ferie sammen til næste år. Måske skal I hver især lave noget andet med jeres børn om dagen og så kun være sammen allesammen om aftenen eksempelvis? Og husk, det er bestemt heller ikke børnenes behov, at I skal være sammen – jeg kender ingen børn, der længes efter at få fire nye søskende, som de ikke er i familie med, og som de voksne bestemmer, de skal være sammen med.

- Og så skal mødre iøvrigt blive bedre til at lægge pauser ind i deres ferie – det er kvinder generelt ikke gode til, og så er de helt flade efter ferien.

Irriteret på den andens unger

Et andet godt råd til at få livet i den sammenbragte til at fungere er, at man skal kunne tale om de svære ting, som fx at man synes, at den andens børn opfører sig dårligt.

- Men du får sikkert ikke den anden til at indrømme, at det er hans/hendes barn, den er gal med – hvis du eksempelvis irriteres over, at hans datter konstant taler med mad i munden.

- Det er helt centralt, at de to voksne i fællesskab tager lederskabet for at skabe de værdier, der skal gælde hjemme hos dem. Det er de voksnes projekt, og de voksnes ansvar, og de må og skal skabe grobund for det fællesskab. Det kommer man tættere på ved sammen at tale åbent og ærligt om, hvad man drømmer om, og hvad man synes fungerer godt, og hvad man gerne vil ændre. Absolut intet i en sammenbragt familie er selvfølgeligt – alt – og jeg mener ALT – skal italesættes.

Sølvi Degnegaard. (Foto: Line Thit Klein © Line Thit Klein)

Har du lige været på ferie med din sammenbragte familie, og har du erfaringer - både de gode og de mindre gode - du har lyst til at dele med andre, så skriv om dem til Lev Nu på levnu@dr.dk.

Facebook
Twitter