Fire gode råd til at hjælpe dit barn gennem din skilsmisse

GUIDE : Dit barn har brug for, at du er nærværende og medlevende i dets liv, selv om I kun ses halvdelen af tiden.

For at få et billede af om et barn trives, er der brug for, at både far og mor kan fortælle hinanden om, hvordan de hver især ser på det. (Foto: © Andreas Altenburger, ColourBox)

Det er en krise for alle i familien, når far og mor bliver skilt. I hvert fald i langt de fleste skilsmissefamilier.

Og det er altafgørende for børnenes trivsel gennem processen, at forældrene formår at samarbejde med hinanden, forklarer Birgitte Dejgaard, jurist og familieterapeut i Center for Familieudvikling.

Hun har tidligere arbejdet som børnesagkyndig ved Statsforvaltningen men er nu ansat ved Center for Familieudvikling, hvor hun bl.a. underviser på Kursus i Fælles Forældreansvar.

Del jeres oplevelser med hinanden

Når man bliver skilt, så ser man børnene en mindre del af tiden. Og det gør det svært at se, om de trives.

- Derfor er det vigtigt, at forældrene deler deres oplevelser af barnets trivsel med hinanden, fordi det giver et samlet billede af, om barnet trives.

Ydermere har børnene i skilsmisse-processen behov for, at forældrene er nærværende, tilgængelige og klar til at møde barnet i den krise, det gennemgår, siger Birgitte Dejgaard.

Hun peger på disse gode råd til, hvordan man hjælper sit barn gennem skilsmissen:

Vær tilgængelig

Hvis man spørger børn direkte, så siger de som regel ingenting. Det kræver en anledning. Derfor, skab anledninger til at være tilgængelig for dit barn: Gå en tur med hunden, byg et lego-tårn, læs en bog, vask op sammen, tag på fisketur sammen. Alt, der kan give tid og ro sammen med dit barn.

Det kan være svært at være tilgængelig, når man har travlt med praktiske ting, samtidig med at både børn og voksne er i sorg og mangler overskud. Og nogle gange kommer barnet, når man har allermest travlt, og så afviser man ham eller hende. Men faren er, at de kommer til at resignere, hvis de føler, at man ikke er der.

Vær medoplevende

De gode ting, barnet oplever sammen med den anden forælder, har det brug for at kunne dele med dig. Både gode og dårlige ting.

Barnet har brug for at dele sin egen historie om dets liv og hverdag, ikke mors historie eller fars historie.

Hjælp barnet med at forstå sig selv

Barnet forstår ikke altid sine egne reaktioner: Hvorfor det bliver trist eller vred aftenen inden skiftedag for eksempel.

Det, man kan gøre for at hjælpe sit barn til at forstå sig selv, er at prøve at gætte sig frem. Prøv fx at gætte på, hvordan barnet har det, eller hvorfor barnet blev ked af det.

Hvis du gætter forkert, skal barnet nok sige det. Hvis du rammer plet, bliver de glade.

Hjælp med at se længere frem

Børn har ikke selvstændige meninger, dem danner de i samspil med voksne. Børn har brug for, at voksne kan hjælpe dem med at finde ud af, hvordan de har det, og hvad de reagerer på, og det kan være svært, fordi konflikter ofte får forældrene til at læse deres egne følelser ind i børnene.

Det er vigtigt, at forældrene hjælper barnet, både med at give trøst og omsorg, men også med at give gode råd og vejledning, og med at indgyde håb for fremtiden. Giv barnet en tro på, at det nok skal få det godt, og at det kaos, som det føler, nok skal mindskes.

Giv også gerne barnet mulighed for at tale med en tredjepart om bruddet, fx en lærer eller et familiemedlem. Vis eventuelt barnet hjemmesiden morogfarskalskilles.dk, hvor der er gode råd at hente.