Flemming Møldrup efter skilsmissen: Vi er stadig en familie - bare ikke sammen

Glem alt om principperne, slug kamelerne og gå i parterapi. Sådan lyder et bud på den perfekte skilsmisse fra et par, der har prøvet det.

Julie Ralund og Flemming Møldrup blev skilt for seks år siden. Da var deres datter Yoko kun tre år gammel. (© dr)

Forældre skal ikke være sammen for enhver pris, men de SKAL samarbejde for enhver pris. Det lyder fint og klogt, og ikke mindst rigtigt. Det kan dog være så svært at praktisere.

Men nogen der har fået det til at lykkes, er Flemming Møldrup, der er kendt som livsstilsekspert i programmet "Kender du typen?" og hans ekskone Julie Ralund.

For seks år siden blev de to skilt og skulle finde en måde at deles om datteren Yoko, der i dag er ni år gammel.

Noget af det vigtigste, de to gjorde dengang, var, at de begyndte på parterapi. Ikke for at blive sammen, men for at gå fra hinanden på en god måde.

- Vi brugte utrolig lang tid i terapi, sådan at vi til sidst havde fået talt ud. Og efter det kunne vi kigge på hinanden og sige: "Nu handler det kun om Yoko. Og alt hvad der ellers har været mellem os to af vrede og misforståelser ligger bag os", forklarer Flemming Møldrup i Aftenshowet.

Og Julie Ralund, tilføjer:

- Parterapeuten gav os sådan en sætning med derfra, som lyder: ”Yoko er bolden, og vi er øjnene på bolden”.

- Og den har gjort det nemt mange gange, fx når jeg blandede mig i noget, som jeg ikke skulle blande mig i længere, så kunne Flemming kigge på mig og sige, ”har det noget med bolden at gøre?”. Og så blev jeg bevidst om, at hvis ikke det har noget med Yoko at gøre, så har jeg ingen ret til at blande mig længere.

Gav slip på principperne

I dag vil de begge beskrive deres skilsmisse som noget, der kommer tæt på den perfekte skilsmisse. Men det var ikke nemt lige i begyndelsen, fortæller Flemming Møldrup:

- Jeg var nok den, der blev mest såret af os to i forbindelse med skilsmissen, blandt andet fordi jeg har en lang historik med at vokse op hos en enlig mor. Så jeg var nervøs for at rive den her familie itu.

- Og så følte jeg, at jeg havde lige så meget ret til Yoko, som Julie havde.

Så han holdt krampagtigt fast i den aftale, de havde lavet, om at Yoko skulle være syv dage hos dem hver. Men i løbet af tre måneder viste det sig, at det ikke var en god løsning, forklarer Julie Ralund:

- Så ringede Flemming og sagde: ”Hun savner dig simpelthen for meget”. Jeg vidste godt, at Yoko var så lille, at hun og jeg havde så symbiotisk et forhold, så det ville ikke gå, at hun skulle være væk fra mig i syv dage.

- Men jeg blev nødt til at sluge den kamel, det var at sige, at selvfølgelig har Flemming sin ret.

Og Flemming Møldrup tilføjer:

- Jeg tror bare, at jeg nåede til den erkendelse, at i virkeligheden er det bare et princip. Og det handler ikke om mig, det handler sådan set om mit barn. Og det skal det jo gøre hele tiden. Det er Yoko, der skal have så god en opvækst som skilsmissebarn som overhovedet muligt. Så der var ingen principper efter tre måneder.

Svært for den nye kæreste

Julie Ralund og Flemming Møldrup tog altså en bevidst beslutning om at sætte sig selv til side for at få deres datter bedst muligt igennem skilsmissen.

Og det har ifølge dem selv betydet, at de stadig har et meget harmonisk forhold og et rigtig godt og velfungerende samarbejde. Men harmonien er ikke uden omkostninger. For det kan være svært for en ny kæreste at acceptere, at de to stadig i en eller anden form er en lille familie.

- For mig har det haft store konsekvenser. Det har været en af de store årsager til, at min nye kæreste og jeg gik fra hinanden, fordi det har været svært for hende at træde ind i den her konstellation, forklarer Flemming Møldrup.

- Men jeg kan ikke give køb på den, fordi i den del af mit liv er jeg far, Yoko er mit barn, og Julie er hendes mor, og vi er faktisk en lille familie. Og det kan jeg ikke lave om på. Vi kunne ikke få det til at gå op omkring lige præcis det spørgsmål.

Flemming Møldrup og Julie Ralunds bedste råd til andre forældre, der står over for en skilsmisse lyder:

  • Slug en masse kameler og bliv ved med at sluge dem.

  • Glem alt om principperne og tænk på børnene.

  • Gå i terapi, hvis der er sårede følelser involveret.

Flemming Møldrups egne erfaringer med skilsmisse ansporede ham til at skrive en bog om emnet: ”Syv guddommelige dage i Albert Svenssons ellers ret almindelige liv”, der udkommer i dag.

Se hele interviewet i Aftenshowet i klippet herunder:

Facebook
Twitter