Gør det skægt at bruge kondom

Gode råd til at komme ud over vi-skal-lige-huske-at-bruge-kondom-barrieren med en ny partner.

(Foto: Hugo Fox © Scanpix Iris)

"Husk nu at bruge kondom, når du er sammen med en ny partner". Det er budskabet i Sundhedsstyrelsens og Sex & Samfunds tilbagevendende Kun med Kondom-kampagne, der kører netop nu.

Men det falder mange unge - og voksne - meget svært at hive gummiet frem, når tiden er inde. For nogle så svært, at de faktisk slet ikke får sagt, at de gerne vil bruge kondom, viser en undersøgelse ifølge Sundhedsstyrelsen.

- Det handler ofte om, at vi synes, det er problematisk og usexet at gøre kondomet til et emne i forbindelse med sex, vurderer sexolog og parterapeut Jesper Bay-Hansen.

Rider på den frække rus - og glemmer

- Nogle gange kan det også ske, at vi rider på den frække rus og forførelse og nemt glemmer, at det er en rigtig god ide at finde kondomet frem. Derfor handler brug af kondom i høj grad også om at bryde vaner og gøre kondombrug til en naturlig del af den frække leg, råder Jesper Bay-Hansen.

Han anbefaler, at man kommer ud over kondom-barrieren ved at gøre sikker sex til en naturlig del af par-legen:

  • Tænk på, at den du er sammen med sikkert synes, det er lige så svært at tage initiativet til at bruge kondom. Hvis du tager teten og hiver kondomet frem, så kan det derfor opleves som en lettelse for jer begge.

  • Tænk på, at kondomet ikke alene er den bedste beskyttelse mod sexsygdomme men også kan hjælpe nogle mænd til at være lidt længere tid om at komme. I mødet med en ny partner oplever mange mænd, at de kommer hurtigere, end de kunne ønske sig.

  • Gør det til en fræk leg at præsentere kondomet. Hav forskellige kondomer liggende og gør det til en del af sexlegen at vælge netop det, I skal bruge. Skal det være det sorte? Røde? Rillede? Eller et med smag af jordbær, chokolade, cola eller noget helt fjerde?

  • Brug fantasien til kondomlegen. Det kan faktisk være en ret fræk og pirrende leg at rulle kondomet på med munden (pas på ikke at sluge kondomet og pas på tænderne, der ikke føles rare på den følsomme manddom). Hold eventuelt læberne ud over tænderne, så kondomet ikke går i stykker. At rulle kondomet på med munden lykkes ikke altid i første forsøg, og så er det vigtigt, at der også er plads til et godt grin.

  • Grin sammen. Kondombrug angår jer som par, og I kan begge gøre kondomet til en underholdende parting. Besøg et kondomeri, en erotisk butik eller en internetside med kondomsalg for sammen at finde nye, frække kondomer på samme måde som gjaldt det et stykke sexlegetøj. Gør det både sjovt og hipt og ikke mindst trygt og sikkert at hoppe i kanen med kondom på.

Facebook
Twitter