Har donorbørn ret til at kende deres ophav?

Det mener en kvinde i Belgien, som kæmper for et globalt register over æg- og sæddonorer - for børnenes skyld.

(© Colourbox)

Der var engang, hvor børn var et resultat af, at deres far og mor delte en intim stund på lagnerne. Sådan er det ikke længere. Et stigende antal børn bliver til i reagensglas, rugemødre og laboratorier. Med forældre, som end ikke har mødt hinanden og måske end ikke taler samme sprog.

I Danmark kommer 10 procent af børnene til verden gennem en form for assisteret befrugtning, og tallet bliver ved med at stige.

Men fertilitetsindustrien producerer ikke bare børn. Den producerer også dilemmaer. Skal vi fx give donorbørn ret til at kende deres ophav, når deres donor blev lovet anonymitet?

Flere donorbørn kræver nu et internationalt register, som kan hjælpe donorbørn med at finde deres biologiske ophav.

Uvisheden er urimelig over for børnene

Det er nemlig ikke kun barnløshedsbehandingerne, som er globale. Det er produkterne af dem - de børn, som bliver født - også. Overalt i verden finder donorbørn deres donorsøskende gennem sociale medier og nogle af dem stiller nu spørgsmålstegn ved fertilitetsindustrien.

- Jeg mener, at der bør være et globalt register over æg- og sæddonorerne, så børn kan få adgang til oplysninger om dem, siger Stephke Raymaekers, der repræsenterer de belgiske donorbørn.

Hun er bekymret over den omfattende trafik med genetisk materiale.

- Par kommer til Belgien for at købe anonym donorsæd. Par rejser ud af Belgien for at købe æg og ingen registerer noget. Det er urimeligt over for de børn, som bliver født, og som senere måske vil finde sine rødder.

Netop derfor har den amerikanske Wendy Kramer oprettet "The Donor Sibling Registry", hvor donorbørn og donorer kan registrere sig i en database og dermed finde hinanden.

- Det er meget svært at bevare donorers anonymitet i dag og vi taler for, at man hjælper sit donorbarn med at finde sit biologiske ophav, forklarer amerikaneren.

231 af børnene i "The Donor Sibling Registry" er danskere.

Hør mere om emnet i P1-serien "Hvordan mor? Sidste nyt fra fertilitetsklinikken".

Facebook
Twitter