Her er sexologernes bedste råd til et godt sexliv

GUIDE Et godt sexliv kræver især åben snak og realistiske forventninger i parforholdet.

Et godt sexliv handler i høj grad om at finde ud af, hvad både du selv og din partner ønsker. (© Getty Images)

De seneste årtier er vi blevet langt mere åbne om vores sexliv i den vestlige verden, og det har været med til at rykke vores forventninger og krav til et godt sexliv.

Samtidig oplever flere sexologer, at mange er utilfredse med deres sexliv, fordi det ikke lever op til de høje forventninger.

Men hvad gør man så. Her kommer seks af de bedste råd fra sexologerne Jesper Bay-Hansen og Signe Bentzen.

Sundheds- magasinet

I Sundhedsmagasinet sætter læge Peter Qvortrup Geisling og journalist Nola Gaardmand fokus på vores sundhed.

Magasinet sendes på DR1 hver tirsdag klokken 21.55, og programmerne kan også ses på dr.dk/tv.

1) Definér hvad god sex er for dig

Vi mennesker kommer nemt til at sammenligne os med vores omgangskreds, også når det gælder vores sexliv.

- Men det er vigtigt at understrege, at et godt sexliv kan være meget forskelligt fra person til person og fra parforhold til parforhold, siger Jesper Bay-Hansen.

Derfor skal du starte med at mærke efter og erkende, hvad god sex er for dig og hvad der egentlig betyder mest for dit sexliv, som du har det lige nu.

2) Gentænk dine forventninger

Mange mennesker har kvantitative forventninger til deres sexliv. Altså eksempelvis om de skal have sex en eller fire gange om ugen. Eller der måles måske på antallet af orgasmer.

- Kvantiteten fylder generelt rigtig meget, og mange tror ofte fejlagtigt, at de får mindre sex end alle andre, siger Jesper Bay-Hansen.

- Prøv at gøre dig fri af dine forventninger til kvantitet, og fokusér i stedet for mere på kvaliteten af sexlivet. Gør eksempelvis den fælles nydelse til målet, så det ikke bare er den ene part, der bliver tilfredsstillet.

3) Start en dialog

For at opnå fælles nydelse, så kræver det, at man ved, hvad både en selv og sin partner kan lide.

- Mit allervigtigste råd er at starte en samtale om sex. Det kan sagtens være over flere gange, hvor man taler lidt sammen, om hvad man egentlig godt kunne sig. Er det mere fordybelse, rollespil, mere kild, flere kys? Eller at man holder op med at skændes så meget i hverdagen, siger Signe Bentzen.

4) Find inspiration til samtale

For mange par kan det være svært at tale om sex, fordi mange mænd og kvinder usikre på sig selv, og det derfor kan være sårbart at åbne op, hvis der er noget partneren er utilfreds med ved ens krop eller væremåde.

- En god idé kan være at bryde isen ved at læse en erotisk bog eller se en film. Og så sige ”hvad tænker du om det her”? Så der er noget at diskutere fra. Så er der ord at bruge og tage afstand fra, siger Signe Bentzen.

5) Find fælles sprog

Hvis man ikke er vant til at tale sammen om sex, så kan man opleve, at man taler forbi hinanden, fordi man ikke har et fælles ordforråd om sex.

For eksempel hvis en kvinde trækker sig fra sex, fordi hun keder sig, så tænker manden måske, at hun mener, at han skal forsøge at variere mere med legetøj, undertøj osv.

- Men måske mener kvinden noget helt andet, når hun siger, at hun keder sig. Det kan være, at hun ikke får det, hun har brug for. Det kan være at kigge hinanden i øjnene. Sætte tempoet ned og opleve at hele kroppen er med, og at det ikke kun er kønsorganerne, der bliver stimuleret, siger Signe Bentzen.

6) Søg hjælp

Der kan være situationer, hvor det kan være en god idé at søge hjælp fra sexologer, parterapeuter og læger.

For eksempel hvis man har svært ved at sætte ord på sexproblemerne, eller hvis man har mistanke, om at problemerne skyldes noget fysisk.

- Fagfolk kan være med til at afdække, hvad det reelle problem er. Er det noget fysisk, som kan behandles medicinsk eller kirurgisk, eller er det noget ikke-medicinsk, der måske kræver sexologisk rådgivning eller samtaleterapi? Den gode nyhed er, at man i dag kan blive hjulpet med næsten alle problemer, siger klinisk sexolog Jesper Bay-Hansen.