Her kan de trofaste netdate

"Jeg giver dig min nøgle, hvis du giver mig din", er en helt ny måde at sortere useriøse datere fra.

Hvis man vælger at gå all-in på en anden profil på sitet, og udveksle nøgler med ham eller hende, så udelukkes man fra at kommunikere med andre på sitet, forklarer en af stifterne. (© COLOURBOX)

Der er dating-sites for snart sagt alle grupper af mennesker i samfundet: For de kloge, for de smukke, for de sunde, for landmænd, for de sexhungrende, og der er sikkert mange flere.

Men i går åbnede et nyt dating-site for de trofaste. Trohaabkaerlighed.dk vil skrue op for troskaben og seriøsiteten i netdating.

- Det, der typisk sker, når folk leder efter kærligheden på et dating-site, er jo, at de skriver med mange forskellige. Og bilder dem alle sammen ind, at de ikke skriver med andre.

- Men det gør de fleste alligevel. De spiller på flere heste, forklarer en af stifterne bag det nye site, Dan Christensen.

Giv den udkårne din nøgle

På trohaabkaerlighed.dk kan du ligesom på så mange andre datingsider oprette en profil, søge, chatte med andre og like og kommentere billeder m.m.

Det, der er særligt for det nye dating-site er, at man kun kan optræde med sit rigtige navn, man skal opgive sin alder, og man skal lægge et profilbillede på.

- Og så har vi indført et særligt nøglesystem, der går ud på, at man kan vælge at gå all-in på en person, man skriver med. Man kan sige til den person, at man vil lægge sin nøgle hos ham eller hende og spørge, om vedkommende også vil lægge sin nøgle hos dig.

- Når to personer har lagt deres nøgler hos hinanden, så kan de ikke blive kontaktet, eller kontakte andre på sitet, forklarer Dan Christensen.

Han understreger, at en del af formålet med de mere sikre retningslinjer for sitet er at undgå, at fx kvinder og mænd fra udlandet opretter en profil og udgiver sig for at være en anden, end de er.

Ud over naturligvis det primære formål at give mulighed for at melde mere klart ud, om man gerne vil noget mere med den, man skriver med.

En jagt på autencitet og garantier

Sexolog og parterapeut Jesper Bay-Hansen er ikke i tvivl om, at det nye dating-site har ramt to tendenser i tiden: Autencitet og sikkerhed.

- Jeg synes først og fremmest, det nye site er et udtryk for, at vi jagter autencitet og den ægte vare. Man vil gerne signalere ærlighed og mødes af ærlighed.

- Man skal bare huske, at selv om folk tilsyneladende ikke kan lyve om navn, alder og udseende, så kan de jo godt lyve om så meget andet af det, de skriver.

Hvilket fører til den anden tendens, som Jesper Bay-Hansen mener, at det nye site er udtryk for. Nemlig sikkerhed, eller garanti, mod nederlag.

- Vi vil så gerne have garanti for, at vi kan stole på hinanden, og det vil mange nok blive tiltrukket af ved det nye site. Men der findes jo ikke garantier for ret meget her i livet, heller ikke troskab hos et nyt bekendtskab.

- Men jeg vil gerne understrege, at jeg synes, det er forfriskende at se den type dating-site, hvor der sker en selektion på et tidligt tidspunkt i forløbet.

Facebook
Twitter