Hold din gejser tilbage

Så er det gejser-tid! En bruger spørger sexologen hvordan man kommer problemet med for tidlig sædafgang til livs.

(© colourbox)

Jeg vil gerne vide, om der er noget man kan gøre, hvis man har problemer med for tidlig sædafgang. Jeg skal tilføje, at jeg trods min alder (37) sjældent har en partner og derfor ikke har en at "træne med" Sådan skriver en mand til sexolog Jesper Bay-Hansen på Lev Nu, og her følger hans gode råd:

Gejser-tid

Det kan diskuteres, hvad for tidlig sædafgang egentlig er. Er det, hvor lang tid manden skal holde, inden det er "gejser-tid"? Skal det kun påvirke manden, eller betyder hans partners oplevelse også noget? Hvor hyppigt skal det være et problem for manden? Hvad med enkeltstående tilfælde af for tidlig sædafgang?

International Society of Sexual Medicine har foreslået, at man taler om for tidlig sædafgang, når en heteroseksuel mand altid eller næsten altid kommer på under cirka et minut ved vaginalt samleje, og han er generet heraf. Problemets omfang afhænger også af, hvor meget kontrol manden oplever, han har, med sin udløsning, og af hvor meget kontrol manden mener, han burde have.

En af de største lystdræbere for både manden og hans partner er, når manden får udløsning, inden legen er rigtig begyndt. Det er forskelligt hvad de oplever, der virker.

Målet er lyst

Målet med sex må være at have en god tid alene eller sammen med et andet menneske (eller flere). Lysten skal kunne mærkes af dig, i din krop, og må ikke lægges for meget uden for kroppen, for eksempel på en partner. Det forstærker nemt tankerne om at præstere eller kontrollere sin krop og udløsning. Sex er også meget andet end samleje. En glad og lystfyldt du-og-jeg-tid kan sagtens være at ligge i ske, kæle, nusse, kysse, slikke og ae.

Stop og klem

Her begynder man den seksuelle aktivitet, som man plejer. Når manden mærker, at det er ved at være gejser-tid, så stopper han den seksuelle aktivitet. Han, eller en eventuel partner, klemmer over pikken lige bag ved hovedet, indtil han mærker, at trangen til at sprøjte klinger af. Han tager en pause på et halvt minut eller lidt længere. Det går som regel ud over hårdheden, altså rejsningen. Nu kan manden genoptage den seksuelle aktivitet, indtil han igen mærker, at han er ved at komme. Han eller partneren gentager hele stop-klem-proceduren, som typisk gentages 3-4 gange, før manden giver sig selv lov til at komme.

Stop og træk

Inden manden kommer, trækkes pungen op mod maven hos de fleste mænd. Det bemærkes måske ikke, men det er et helt almindeligt fysiologisk respons, der kan ses som indledningen til gejser-tid. Hvis der trækkes - forsigtigt kvinder! - i pungen, for eksempel ved at klemme med pege- og tommelfinger omkring pungen og trække bollerne nedad udskydes udløsningen hos mange mænd, mens den generelle følsomhed øges hos andre, så de tværtimod kommer hurtigere.

Spred benene

Dette er vel nok det nemmeste råd at afprøve. Mange mænd har simpelthen sværere ved at komme, hvis benene spredes.

Akupressur

I den taoistiske sextradition har mænd orgasmer uden at ejakulere, de "indjakulerer" i stedet. Der findes et punkt mellem anus og pungen. Punktet kaldes Jen-Mo eller the million dollar spot. Ved at trykke på dette punkt kan udløsningen holdes tilbage. Ifølge mænd, der praktiserer denne form for akupressur, oplever ofte, at de føler sig mindre udmattede efter en orgasme, og at de hurtigere får sexlyst igen.

Stop og træk vejret

Yogaen har også givet brugbare bud på teknikker til at forlænge nydelsen og passe på lysten. Igen begynder manden den seksuelle aktivitet, som han plejer. Når han mærker, at gejser-tiden nærmer sig, så standser han den seksuelle aktivitet og dermed stimulationen. Han tømmer lungerne for luft, trækker maven ind og forestiller sig, at den seksuelle energi sendes opad i rygraden. Samtidig knibes sammen i bækkenbunden.

Knib

Det er faktisk muligt for manden at lave en knibeøvelse, imens han trækker vejret og har sex, men mænd har også gavn af knibeøvelser med et forebyggende sigte. En knibeøvelse laves ved at knibe sammen med anus og forestille sig, at anus trækkes frem mod navlen. Når manden kniber korrekt, så mærker han, at penis og pungen løfter sig lidt. Manden kan knibe i få sekunder til op til cirka 10 sekunder og må så holde en pause. Videnskabelige undersøgelser tyder på, at mænd med for tidlig sædafgang har effekt af træning af bækkenbunden.

Lad håret gro

Mænd, der barberer pungen, oplever hyppigt en øget følsomhed af huden. Nogle mænd oplever dog, at den øgede følsomhed får dem til at komme hurtigere. Er det tilfældet, kan manden forsøge at lade kønsbehåringen vokse og måske nøjes med at trimme sig.

Tal med din partner

Nogle mænd har det bedst med at fortælle en ny partner, at de har et problem med at komme for hurtigt. Jeg har især set dette hos singlemænd, der dater og har sex med en ny kvinde. Det sætter nogle mænd fri at fortælle kvinden om sit problem inden.

Tal med din læge

Læger vil i nogle tilfælde foreslå manden at behandle med en lokalbedøvende creme, som smøres ind på særligt følsomme områder, for eksempel på undersiden af penishovedet. Den lokalbedøvende creme kan også kombineres med brug af kondom. I udvalgte tilfælde kan en læge i samarbejde med manden, der hele livet har haft problemer med for tidlig sædafgang, forsøge behandling med et antidepressivt lægemiddel for at udnytte en bivirkning til mange af disse præparater. Lægemidler mod depression er dog ikke registreret til behandling af for tidlig sædafgang.

Du finde og læse mere om de enkelte råd i min bog "Få mere lyst".

Facebook
Twitter