Iris måtte sende sin demens-syge mand på plejehjem: Han var der i kød og blod - og så alligevel ikke

Igennem ni år led Finn Ytting af Alzheimers. Hans hustru gennem 46 år måtte tage en hjerteskærende beslutning om at sende ham på plejehjem. Her er hendes historie og bedste råd til andre i samme situation.

Da hendes ægtemand gennem 46 år, Finn Ytting, døde 15. marts sidste år, tog det hårdere på Iris Ytting, end hun selv havde forventet.

Hun troede, at hun havde fået sagt farvel, da hun mistede ham til sygdommen. Hun troede, at det ville være lettere at miste ham, når han nu ikke kunne kende hende mere.

Finn led af Alzheimers.

- Jeg havde ikke været klar over, at det betød så meget for mig, at jeg kunne holde om ham og se de der små glimt af glæde, som der stadig kunne være, siger Iris i dag.

I 30 timer tilbage i 2014 fulgte dokumentaristen Camilla Lee Fabricius ægteparret i fire måneder i hjemmet og senere, da det blev besluttet, at Finn skulle på plejehjem og bo sin sidste tid der.

Det blev til filmen 'Den sidste dans', der blev vist i går aftes på DR2. Titlen er en hentydning til Iris og Finns livslange glæde ved at danse - alene, de to sammen.

Du siger på et tidspunkt i filmen: "Det er ikke et kærlighedsforhold. Jeg er mere en plejer, der sørger for, at det her kan fungere". Hvordan var det at erkende det?

- Det var svært. Det er den samme portion kærlighed, du har. Den ændrer sig bare fra et mand/kvinde-forhold til ømhed og omsorg, hvor det bare handler om at sørge for, at den anden har det så godt som muligt, siger Iris og tilføjer:

- Han var der jo i kød og blod, og så var han der alligevel ikke.

De sidste tre måneder af sit liv kunne Finn slet ikke genkende sin kone eller familie.

Forinden var gået et ni år langt forløb med Finn, der blev gradvist mere og mere syg. Iris stoppede med at arbejde og lukkede sit firma for at passe sin mand, der langsomt mistede sit ”jeg”.

Det var da en sosu-assistent, som skulle hjælpe til med det praktiske omkring Finn, betragtede parrets situation udefra og på det kraftigste opfordrede til, at Finn skulle på plejehjem, at der skete noget. Iris havde svært ved at erkende, hvor slemt det i virkeligheden stod til.

- Man er på i 24 timer, og nu bagefter kan jeg ikke forstå, at jeg kunne holde til det. Men du mobiliserer bare alle de kræfter, du har. Børnene havde længe snakket om plejehjem, men jeg holdt ved – måske også for længe, siger Iris.

Det var en helt almindelig dag, det skete. Den 1. marts 2014. Mens Finn som sædvanligt var på dagcenter, flyttede Iris og de tre voksne børn hans yndlingsmøbler og bornholmeruret ind i hans nye plejebolig. Da Iris senere hentede Finn, tog de direkte til hans nye hjem. Han kom aldrig tilbage til ægteparrets fælles hjem.

Iris boede de første 14 dage sammen med Finn på plejecentret. Fortalte ham, at det var en feriebolig – og at hun gik på arbejde, når han skulle vænne sig til at være der alene. Og det var hårdt, ikke mindst fordi Finn blev enormt vred over sin situation i begyndelsen.

- Jeg var ved at tage ham med hjem flere gange og kunne næsten ikke holde det ud, fortæller Iris, der dog fik masser af god støtte fra personalet til at komme det hele igennem.

Men også derhjemme var det en ny og uvant situation for Iris.

- Det blev aldrig rart. Vi havde et stort hus, og jeg følte mig ikke godt tilpas og syntes, at jeg kunne høre ham, fortæller Iris, der efter et halvt år alene valgte at sælge huset og købe et mindre rækkehus.

I dag savner Iris selvfølgelig Finn inderligt, men hun har det godt.

Hun har valgt at engagere sig i frivilligt arbejde, har flere fritidsinteresser og tager på rejser. Hun er kommet igennem hele sygdomsforløbet, ikke mindst på grund af nogle meget tætte veninder, der har været med hende hele vejen, og som lyttede til alle kvalerne undervejs.

- Og så selvfølgelig den klippefaste støtte i børnene, der var meget opmærksomme på, hvordan jeg havde det, siger Iris.

Iris tog i sin tid beslutningen om, at hun og Finn skulle være med i filmprojektet, i håb om at deres historie kunne hjælpe andre, som måtte stå i samme situation: Når man må erkende, at man ikke længere kan passe på og tage sig af sin elskede.

Derfor kommer her de råd, som Iris vil give videre - ud fra sin egen erfaring om livet med Finn.

Råd 1: Bryd tabuet

Alzheimers og demens er et tabu for mange – også for Finn, der de to første år af sin ni år lange sygdomsperiode insisterede på at holde det hemmeligt. Det var kun den nærmeste familie og venner, der vidste det. Men efter to år insisterede Iris på, at det skulle fortælles, også selv om Finn blev vred, for det kunne ikke længere skjules.

I dag ville Iris have ønsket, at hun havde taget den konfrontation i begyndelsen af sygdommen.

- Men det svært, for det er jo ikke noget håndgribeligt. Det er jo ikke som med et brækket ben, hvor man kan se, hvad personen fejler, siger Iris.

Råd 2: Smil!

Man skal forsøge at se glad ud hele tiden, lyder rådet fra Iris. For de demente aflæser rigtig meget ens ansigt, og Finn kunne aflæse tristhed på Iris, uanset hvor syg han var, og selv om han ikke kunne genkende hende.

- Han reagerede voldsomt på, hvordan jeg havde det. Så prøvede jeg at være glad og smile, selv om jeg var meget trist, husker Iris.

Råd 3: Ret ikke på den syge

Iris undgik at sige Finn imod, selv om han sagde eller gjorde noget, der ikke var rigtigt.

- Jeg gjorde alt for, at han ikke skulle føle sig ydmyget eller nedgjort. Så vi fik aldrig konfrontationen, fortæller Iris, der i stedet for at irettesætte ham sagde: ”Sådan husker jeg det ikke”.

Desuden sørgede Iris for at guide ham og hele tiden være på forkant.

- Når jeg kunne mærke, at han blev usikker på noget eller ikke kunne finde vej, tog jeg over, inden han fik et nederlag.

Råd 4: Gør noget, den syge kan lide

Finn endte med at blive glad for at bo på plejehjemmet. Ikke mindst fordi han fik noget at give sig til. Iris sørgede for at fortælle plejepersonalet, at Finn altid havde holdt af at være foretagsom og hjælpe andre.

Derfor blev det en god opgave for Finn at hjælpe med at sætte stole op og hente mad, når der skulle spises.

Måske er den demente ikke aktiv, men kan lide at høre musik, kigge på billeder, gå en tur eller bare have ro - det handler om at gøre det, som den syge holder af og ikke presse noget ned over ham eller hende.

Torsdag klokken 10 sidder Iris Ytting klar til at tage imod dine spørgsmål om, hvordan det har været at leve sammen med en demensramt mand. Du kan stille dine spørgsmål her.

Facebook
Twitter