Jakob og Katrine fra Gift ved første blik: Det har været vildt overvældende

I aftenens afsnit af ’Gift ved første blik’ besluttede Katrine og Jakob som de eneste at forblive gift.

Katrine og Jakob
(© Snowman)

I aften blev sløret løftet for, hvem af de resterende tre par i ’Gift ved første blik’, der valgte at blive sammen. Kun et par slap helskindet igennem kærlighedseksperimentet – nemlig Katrine og Jakob.

Og parret er stadig sammen den dag i dag, fortæller Katrine til dr.dk.

- Status på vores forhold er, at vi stadig er sammen og det er planen, at jeg rykker mod storbyen omkring jul, når mit barselsvikariat slutter. Og så går den store jagt ind på nyt job og en fælles lejlighed tættere på byen, så vi sammen kan opbygge vores nye hverdag som lillemor og lillefar.

Vi slap let igennem

Igennem alle seks afsnit har de andre par været plaget af uoverstigelige problemer, konflikter og uenigheder. Frank og Pia gav op allerede på bryllupsrejsen, Lars og Jeanette fik en børnekrise, og Carina og Peter kæmpede for at finde gnisten.

Men sådan var det ikke for Katrine og Jakob.

- Jakob og jeg er jo sluppet ret let gennem afsnittene. Det er klart, at drama tager den største opmærksomhed, og på den front har vi jo næsten været lidt kedelige, siger Katrine.

Alle har en holdning

Da fjerde afsnit af programmet blev vist for to uger siden, så over en million danskere med, mens Katrine, Jakob og de andre deltagere kæmpede for kærligheden for åben skærm. Og den store interesse er ikke gået parret forbi, fortæller Jakob.

- Pludselig kender alt og alle jo en, hvilket er super mærkeligt. Men folk er jo heldigvis meget positive omkring vores deltagelse, og det er altid sjovt at snakke med folk på gaden om programmerne, siger han.

- Alle har jo en holdning til programmerne og os, og det er sjovt at høre folks kommentarer og deres opfattelse af programmerne. Og nu er programmerne overstået, så kan man tale lidt mere frit uden hele tiden at skulle tænke over, om man fik afsløret for meget.

Nervepirrende at se

Inden første afsnit af ’Gift ved første blik’ løb hen over skærmen, fik alle deltagerne mulighed for at se programmets to første afsnit.

Og selvom det var en nervepirrende oplevelse, så var Katrine lettet over, at det var den ægte udgave af hende, der tonede frem på skærmen.

- Jeg har været meget nervøs for, hvordan jeg blev fremstillet i programmet, men heldigvis har både venner og familie sagt, at det er den ”ægte” madelskende hyggemås-Katrine man ser i programmet, så det er både jeg og de meget lettet over.

Jakob kalder det mærkeligt se sig selv i fjernsynet.

- Indtil nu var det jo bare "vores" lille projekt med et par involverede. Nu er det pludseligt hele Danmark, der kigger med, og det skal man vist lige bruge noget tid på at vænne sig til, siger han.

Brude med sved på panden

Også det af at se de andre par var en særlig oplevelse, fortæller Katrine.

- Dem har vi ikke haft nogen kontakt til i løbet af optagelserne, så det var lidt sjovt at sammenligne, hvordan vi hver især havde tacklet situationen. Det var rart at se, at jeg ikke var den eneste brud, der havde haft sved på panden, inden vi mødte vores brudgomme.

’Gift ved første blik’-konceptet er blevet solgt til 15 lande. Af de tre par, der deltog i første sæson valgte to at forblive gift. Begge forhold brast dog, det seneste kort før produktionen gik i gang på programmets anden sæson dette forår.

DR har endnu ikke besluttet om det omdiskuterede kærlighedseksperiment får en tredje sæson.

Hvis du har nogle spørgsmål til Jakob og Katrine, får du mulighed for at stille dem i aften, hvor parret chatter med seerne. Det sker på dr.dk mellem 21.30 til 22.30.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter