Få danskere har som Jørgen Leth været så åbenhjertig og hudløs ærlig om sine seksuelle erfaringer og holdninger til erotik.

Erotikken har fascineret ham, og hans personlige og kunstneriske beskrivelser af erotikken har udløst voldsomme debatter.

For eksempel da han i 2005 udgav bogen 'Det uperfekte menneske', hvor han beskrev sit seksuelle forhold til sin haitianske koks 17-årige datter.

Eller da han i filmen 'Det erotiske menneske' filmede ansigtet på sin 19-årige kæreste, mens han havde sex med hende som 62-årig.

Det sluttede for halvandet år siden, og det har jeg ikke noget problem med.

Jørgen leth om sit sexliv

Men siden han stoppede med at se sin seneste haitianske kæreste for halvandet år siden, har han ikke været seksuel aktiv.

- Det er ikke et afgørende savn for mig. Og jeg har indstillet mig på et mere stille liv på den front, fortæller Jørgen Leth i P1-programmet 'Jeg er nøgen'.

- Jeg søger ikke aktivt efter elskerinder mere. Det har jeg en klar bevidsthed om, at det sluttede for halvandet år siden, og det har jeg ikke noget problem med.

Han oplever ofte, at folk spørger næsten forskrækket, om det kan være rigtigt, at det er slut for den erotiske Jørgen Leth. Og de spørger også hvorfor.

- Men jeg bliver dem svar skyldig. Det er ikke noget savn for mig mere, og det er alt, hvad jeg kan sige.

Jørgen Leth har haft flere haitianske kærester, da han boede på Haiti fra 1991 indtil 2010, hvor hans hus blev ødelagt af et stort jordskælv. Billedet er fra dokumentaren 'Da jorden skælvede', hvor Jørgen Leth besøger Haiti et år efter katastrofen. (© dr)

Jeg er nøgen

I otte radioprogrammer under titlen ’Jeg er nøgen’ spørger Adam Holm og Alberte Clement Meldal, om det er blevet sværere at være nøgen i en tid med ekstrem kropsdyrkelse, og de ungersøger, hvad den tiltagende kropsdyrkelse gør ved vores menneskesyn.

Det er op til den enkelte gæst, hvor meget tøj han eller hun vil have på under interviewene. Men det afgørende er, at værterne og gæsterne har lige lidt tøj på, så der på det punkt er et ligeværdigt forhold i samtalen.

Du kan høre radioprogrammerne i dette link.

Erotikken inspirerer fortsat Jørgen Leth

Selv om den nu 80-årige Jørgen Leth har lagt sit eget seksuelle liv bag sig, så er erotikken som begreb dog langt fra helt ude af hans liv.

- De erotiske erindringer er meget aktive i mig. Også som inspiration og tanke. Erotikken spiller stadig en stor rolle for mig, men i dag mere som fantasi, billeder og historier, som jeg gerne vil fortælle. Og jeg kan genopleve kærligheden på den måde, siger Jørgen Leth.

Jørgen Leth glæder sig også over, at han har mange tætte kvindelige venner, og at han stadig oplever meget beundring fra mange kvinder, der vil have en autograf, et kram, et kys eller en selfie sammen med ham.

- Så jeg vil sige, at jeg mangler ikke nogen hengivenhed fra kvinder. Den er i høj grad til stede.

Jørgen Leth optræder stadig på mange danske scener. I øjeblikket er han aktiv med gruppen 'Vi sidder bare her', hvor Jørgen Leth læser poesi op, mens Mikael Simpson og Frithjof Toksvig spiller musik til. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Nyder nøgenhed, men forkaster porno

Jørgen Leth nyder stadigvæk også skønheden ved kvinder, nøgenhed og kærlighed, selv om han ikke længere er seksuel aktiv.

- Jeg nyder stadig at se kvinder. Det gør jeg virkelig meget. Og jeg vender stadigvæk hovedet efter kvinder, der passerer mig på vejen, siger Jørgen Leth.

Jeg kan godt lide nøgenheden som en æstetisk disciplin. Men det skal så også behandles med æstetisk smag.

Jørgen leth

Han er også stadig fascineret af både den atletiske krop og af den nøgne krop og kærlighed i kunst og film.

- Vi bliver mere og mere forkælet med nøgne kroppe på film, og det har jeg intet imod. Jeg kan godt lide at se kærligheden skildret.

- Som du kan se i mine film, så kan jeg godt lide nøgenhed. Jeg synes, at det nøgne menneske er et smukt menneske. Jeg kan godt lide de gamle romerske skulpturer, og jeg kan godt lide nøgenheden som en æstetisk disciplin. Men det skal så også behandles med æstetisk smag.

Jørgen Leth afskyr derfor samtidig moderne porno, som han opfatter som grim og usand.

- Jeg forkaster ikke det nøgne menneske eller billeder på kærligheden, men jeg forkaster pornoen. Porno har aldrig tiltalt mig, og det er ikke, fordi jeg vil være hellig. Det er mere, fordi det keder mig så guddødeligt.

- Der er masser af vidunderlige nøgenbilleder i kunstens historie. Når jeg går på museer, så elsker jeg at se de gamle mestres billeder af nøgne kroppe helt tilbage fra middelalderen. Og så er det for dumt, at man nu om dage laver grim porno, hvor menneskerne ser åndsvage og groteske ud.

Du kan høre hele det 57 minutter lange program med Jørgen Leth ved et klikke på dette link. Her fortæller han blandt andet om, hvornår han havde sin seksuelle debut, og hvordan han har det med alderdommens påvirkning af kroppen.