Parforhold

Lad ikke din smartphone stjæle nærværet i parforholdet

Smartphones kan stjæle så meget tid, at det går ud over forholdet.

Tal med din partner, hvornår og hvor meget I bruger telefonen, før det går ud over jeres forhold. (© Getty Images)

Vi lever i en tid, hvor vi altid kan nås. Der er altid en telefon inden for rækkevidde, som giver os adgang til mails, nyheder, Facebook, Twitter osv., osv. Vi keder os aldrig, og vi er altid på.

Hos nogle virker det næsten som om, at telefonen er blevet en helt naturlig forlængelse af den ene arm. Og det er alt sammen rigtig godt … for noget.

Men det kan samtidig være rigtig skidt for ens sociale relationer og især parforholdet.

Ifølge en Epinion-undersøgelse lavet for DR er 81 procent af danskerne helt eller delvist enige i, at de bliver irriterede, når personer virker fraværende i sociale sammenhænge.

Telefonen kan forstyrre nærværet

Problemet er, at man risikerer, at telefonen stjæler den tid og opmærksomhed, vi skulle have brugt på nærvær over for hinanden. Det mener psykolog Mattias Stølen Due, der er afdelingsleder på Center for Familieudvikling og forfatter til bogen "Pas på parforholdet".

- Der er en potentiel risiko for, at tiden på telefonen berøver nærværet i parforholdet, og så er der risiko for, at limen, der skal binde parret sammen, forsvinder. I et parforhold har man brug for at opleve de der øjeblikke af samhørighed, hvor man føler, og du er med i mit liv, ligesom jeg er med i dit liv, forklarer Mattias Stølen Due.

- Og hvis man ikke har de øjeblikke, så risikerer man at glide fra hinanden. Og så kan det udvikle sig til en rigtig skidt negativ spiral, hvor man bruger mere og mere tid på telefonen, fordi det er nemmere end at forholde sig til ens partner, hvilket kan bidrage til en afstand i forholdet, som så igen gør det sværere at tage initiativ til nærvær og samtale.

Aftal hvornår det er telefontid

Mattias Stølen Due understreger dog, at der ikke ham bekendt findes evidens for, at heftig brug af mobiltelefon fører til brud i samlivet.

Men hvis man har problemer med, at den ene - eller begge - parter i et forhold bruger for lang tid på telefonen, anbefaler han, at man tager en fælles beslutning om at lave det om og i det mindste aftaler tidspunkter, hvor telefonen bliver lagt væk.

- Man kan jo fx lave en regel om, at telefonen bliver lagt væk under måltider, eller at telefonen ikke kommer med i seng.

Bare I er enige, er alt ok

- Det er egentlig ikke så vigtigt, om man bruger meget eller lidt tid på telefonen, bare det er koordineret og aftalt. Man kan sådan set godt bruge meget tid på det, hvis det er på et tidspunkt, hvor ens partner er okay med det.

Det hænger sammen med teorien om, at "deciding" er bedre end "sliding" som handler om, at der er utrolig gode effekter af at vi beslutter os for noget i stedet for blot at lade tilfældighederne råde, forklarer Mattias Stølen Due.

- For det man ikke beslutter - beslutter for os.

Fakta om undersøgelsen

  • Den er udarbejdet på baggrund af 1.006 interviews med danskere på 18 år og derover, som har en smartphone.

  • Interviewene er indsamlet som telefoninterviews i perioden 20.-30. november 2015

  • Den maksimale stikprøveusikkerhed på de samlede resultater er +/- 3,1 procentpoint

  • Du kan se undersøgelsens resultater her.

Facebook
Twitter