Lav en forældrepagt mens I er gode venner

Hvis I taler om forløbet af en mulig skilsmisse, kan det måske forhindre, at I går fra hinanden.

mand og kvinde taler sammen
En forældrepagt kan minde jer om de gode intentioner, hvis samarbejdet kører af sporet, siger parterapeuten. (Foto: © Colourbox.com, Colourbox.com)

I aften sender DR sidste del i serien ”Krigen om børnene” om nogle af de barske følger for børnene af en skilsmisse. Og denne gang fokuserer programmet på, hvordan man kan forebygge, at skilsmissen kører af sporet.

Parterapeut Camilla Kramvig præsenterer i aftenens udsendelse en forældrepagt, som forældreparret kan gennemgå og udfylde, mens de stadig er sammen og har det godt.

- Ideen med en forældrepagt er, at man sætter sig ned og tager en snak om, hvordan man godt kunne forestille sig, at det skulle forløbe, hvis man en dag beslutter at gå fra hinanden, fortæller Camilla Kramvig.

En hjælp gennem en svær fase

Pagten rummer syv emner med underspørgsmål, som det ifølge Camilla Kramvig, er vigtigt at have taget stilling til, hvis man en dag skal skilles:

Bopæl, samvær, økonomi, ny partner, opdragelse, inddragelse af børnene i samtaler om skilsmissen og kommunikation.

- Det er mit håb, at pagten kan være med til at bringe samarbejdet omkring børnene tilbage på sporet, hvis det i en meget svær fase i eller efter skilsmissen, går skævt, siger Camilla Kramvig.

Et værn mod fjendebilleder

I den første fase efter en skilsmisse er begge parter, eller den ene part, ofte meget såret eller vred. Og så kan man nemt komme til at glemme, hvilke værdier, man ønskede for sine børn, dengang man fik dem, siger Camilla Kramvig.

- Man kan blive for optaget af sig selv og sine egne følelser til at kunne se klart på, hvad der er bedst for børnene. Og da kan pagten være med til at komme videre.

- Den kan hjælpe forældre til at se på deres eks som et menneske, de engang har delt værdier med og fjerne det fjendebillede, de måske er i gang med at skabe.

Pagten som en vej ud af chok-fasen

Forældrepagten er ikke juridisk bindende, den er en hensigtserklæring, siger Camilla Kramvig. Men ikke desto mindre en hensigtserklæring, der måske kan hjælpe, hvis samarbejdet kører af sporet.

- Når folk får et chok, og det gør mange efter en skilsmisse, så reagerer de uhensigtsmæssigt, det vil sige råber, smider med ting eller falder ned i et hul. Og jeg savner mere plads til de helt naturlige, voldsomme reaktioner, som en skilsmisse medfører. Nogle gange mister selv den bedste besindelsen, og jeg synes, at der skal være et rum for det.

- Jeg tror, at man ved at have talt om alle de her værdier på forhånd, kan hjælpe parterne til at komme ud på den anden side af den chok-fase og tilbage til de værdier og ønsker, som de før havde. Pagten kan minde dem om, at man altså fik de børn i fællesskab.

En skilsmisse kan måske afværges

At tage en snak om de her ting kan også virke forebyggende mod skilsmisse, siger Camilla Kramvig.

- Det at forestille sig, hvordan det kan blive, hvis man går fra hinanden, kan ligefrem få nogle til at blive sammen.

Man kan sagtens tage snakken om forældrepagten uden hjælp fra en terapeut, siger Camilla Kramvig, men det kan ske, at der dukker ting op i den snak, som man kan have brug for en terapeuts hjælp til at tale om.

Find forældrepagten på Camilla Kramvigs hjemmeside her

Se ”Krigen om børnene” på DR2 i aften klokken 22.00.