Parterapeut: Forelskelsen kan være ét stort selvbedrag

Vi forelsker os ikke kun i et andet menneske, vi forelsker os i et glansbillede af en historie, der kun findes i vores eget hoved, siger parterapeut.

Forelskelsen er dog vigtig og helt afgørende for, at vi finder én, vi kan knytte os så tæt til, at vi skaber og opfostre et afkom. (Foto: Colourbox.com © ColourBox.com)

Siden tidernes morgen har vi mennesker dannet par. Vi mødes, sød musik opstår, vi slår pjalterne sammen og viderefører vores gener i en ny generation.

Såre simpelt og samtidig såre kompliceret. For hvordan finder vi den rigtige mage, og hvordan får vi livet som par til at fungere? Det ser en ny programserie på DR K, ”Parforholdets historie”, på.

Første kapitel handler om forelskelsen. Du ved, den periode hvor vi svæver på en lyserød sky, hvor intet kan slå os ud, og hvor vi kan finde på de skøreste ting, fordi vi er i følelsernes vold.

Forelskelsen handler i høj grad om biologi, lyst og tiltrækning krydret med et større eller mindre element af selvbedrag, fortæller parterapeut og klinisk sexolog Jesper Bay-Hansen.

- Frem for alt så forelsker vi os i vores egen historie om det menneske, vi møder.

- Vi forelsker os i et glansbillede af den person, som måske har med brudstykker af virkeligheden at gøre. De brudstykker får vi sammenføjet til det fuldendte og perfekte billede af den udkårne og af det fuldendte, lykkelige og livslange parforhold. For når vi er forelskede, så har vi en udtalt tendens til at idyllisere alt omkring os, og vi har meget nemmere ved at se ligheder mellem en selv og mennesket, vi har forelsket os i, end forskelle.

Se, hvad nogle af parrene i programmet "Parforholdets historie" er faldet for hos hinanden:

Vi fylder selv hullerne i historien ud

Det glansbillede kan så ifølge Jesper Bay-Hansen eksempelvis handle om, at ”han vil være den perfekte far”, eller ”hun er den perfekte kvinde at have sex med”, eller hvad det nu kan være i det enkelte tilfælde:

- Når vi er forelskede, så fungerer vores hjerne på en helt anden måde, end den gør normalt. Man kan sige, at den bedrager os, og fordi der er så meget, vi endnu ikke ved om den udkårne. Fordi det er så nyt, så udfylder vi selv hullerne i historien om ham eller hende med det, der passer i glansbilledet.

Men midt i forelskelsen kan man også i et øjebliks klarsyn få lyst til at trække sig fra den anden, fordi man pludselig bliver stærkt i tvivl og ikke forstår, hvad man i grunden ser i vedkommende:

- Og for nogle bliver det så en meget brat opvågning, når forelskelsen tager af, forskellene – for ikke at tale om fejlene – bliver synlige, og hverdagen melder sig. For det billede vi havde bygget op af den anden, holder måske ikke en meter.

De tre p'er gælder stadig

Når vi jager en partner, så jager vi altså blandt andet en genstand for vores glansbillede. Og selv om det glansbillede selvfølgelig er helt individuelt og helt forskelligt fra person til person, så er der faktisk nogle træk, der går igen, tilføjer Jesper Bay-Hansen.

- Reglen om de tre p’er har vist altid eksisteret: Potens, prestige og penge. Men det er selvfølgelig ikke sandheden for alle eller gjort med det.

- Udseendet og den følelsesmæssige forbundethed betyder f.eks. også meget for de fleste.

Nyd forelskelsen

Til trods for, at Jesper Bay-Hansen måske lyder som en, der forsøger at tale forelskelsen ned, fordi den ikke nødvendigvis har meget med virkeligheden at gøre, så er han faktisk en stor fortaler for forelskelse og for at give plads til den.

- Ja, for forelskelsen er en kæmpe berusende drivkraft. Man skal tillade sig selv at blive og være forelsket. Man skal give den en chance, for den kan jo være udgangspunktet for noget varigt og noget, der virkelig kan ændre og berige ens liv.

- Så nyd den tid, forelskelsen varer og se, hvad der er tilbage, når virkeligheden melder sig. Og lad være med at prøve at forcere det tidspunkt, hvor man overgår fra at være forelsket til at knytte og forpligte sig til hinanden, som det sker i kærlighedsforholdet. Den dag skal nok komme. Forelskelsen tager den tid, den tager, og den tid – rus – skal man nyde.

Seksuel lyst, tiltræk­ning og tilknytning

På baggrund af skanningsresultaterne på mennesker skelner flere forske­re i dag mellem tre forhold, der afspejler sig i vores adfærd og har betydning for menneskehedens overlevelse. De tre forhold – seksuel lyst, tiltrækning og tilknytning – har hver sin unikke funktion:

  • Seksuel lyst (sex-drive), der har til formål at få mennesket (og andre pat­tedyr) til at søge forskellige partnere.

  • Tiltrækning (attraction), der ansporer hver enkelt af os til at udvælge og ’forfølge’ specifikke partnere.

  • Tilknytning (attachment), der motiverer mennesker til at blive sammen længe nok til at sikre, at der ikke alene kommer børn ud af lysten, men også tiltrækning og kærlighed til at fuldende forældrenes forpligtelser i forhold til deres børn.

Facebook
Twitter