Petra fandt ikke en kæreste, men nu nyder hun at date

Petra Nagels dates i seks forskellige lande har lært hende at nyde dates - og ikke mindst at smile.

Petra lærte det selv på den hårde måde, da en af hendes dates sagde til hende, at hun lignede en sur og lukket kvinde. (© dr)

DR3-værten Petra Nagel er single, men vil gerne have en kæreste. Hun synes ikke, at hendes dates herhjemme er den store succes, så hun rejste ud i verden for at se, hvordan man dater under fremmede himmelstrøg.

Måske kunne hun lære noget af dem. Og måske kunne hun ligefrem finde en kæreste.

Nu er turen slut, og hun er hjemme igen. Og hvordan gik det så, fik hun en kæreste?

- Nej, men til forskel fra før jeg lavede programmet, har jeg nu en oprigtig lyst til at date og på den måde finde en fyr, som jeg ikke nødvendigvis har mødt i byen klokken fire om natten, men som jeg lærer at kende "ædru".

Husk at smile

I det hele taget har rejsen sat skub i Petra Nagels dating-liv. Hun har fået et helt andet forhold til det at date:

- Jeg dater bare. Det gjorde jeg ikke før. En sjælden gang imellem gjorde jeg, men slet ikke nok. Så i dag tænker jeg ikke med frygt og skam på dét at date, men at det er en nødvendig del af at være single. Og så smiler jeg mere.

Smil. Det er i det hele taget Petra Nagels vigtigste råd til andre singler, der dater for at finde en kæreste.

- Smil for h……! Alle mennesker elsker at blive mødt med et smil, at se ind i et smil, når man selv fortæller et eller andet, og selvom du opfatter dig selv som et smilende væsen, så mind dig om konstant at smile!

- Jeg lærte det på den hårde måde. En mand i Libanon sagde, at jeg lignede en lukket og sur kvinde.

Hendes bedste råd til andre singler i samme situation som hende er

  • Du skal smile!

  • Du skal date og gøre det tit! Kun på den måde bliver du god til det.

  • Det hele kommer (desværre) an på kemi. Det er langt fra den dybe tallerken, men ligegyldig hvad du gør, så er det på en eller anden måde ude af dine hænder, om daten kommer til at gå som smurt. For jo, en date kan være hyggelig og rar, men skal den virkelig være god, så handler det bare om kemien imellem jer. Men du kan medvirke til at rammerne om daten er som de skal være.

  • Hvis du er ved at miste modet, så lun dig ved tanken om at verden er fyldt med flotte, søde, dejlige mænd, så hvis alt andet går galt så tag ud og rejs!

Du kan selv gøre daten god

Turen rundt i dating-verdenen har givet Petra Nagel mere selvtillid. Noget af det, der overraskede hende allermest var, at stort set alle de mænd, hun var ude med, syntes, at det var en god date:

- Jeg fandt ud af, at jeg faktisk godt kunne date. Hvis du smiler, virker nysgerrig og åben, så vil de fleste mænd finde dig sød! Og det var en god ballast for mig at gå til de dates på.

- I bund og grund gik det bare op for mig, at det hele handler om mig. Ikke så meget om de dates, jeg var på. Men hvis jeg skal blive bedre til at date, så er det min indstilling til tingene, der gør, om det bliver en god stund eller spild af tid.

Hvert land en ny erfaring

Der har været en verden til forskel på de dates, Petra Nagel har været på. Men alle oplevelserne har gjort hende en - eller flere - erfaringer rigere på, hvad der skal til for at gøre en date til en god oplevelse:

  • Libanon: Gør noget ud af dig selv, når du skal på date. Hvis du selv synes, du ser godt ud og føler, at du er lækker, så chancerne for at den, du dater, også synes det, meget højere.

  • Mexico: I Mexico nød jeg virkelig at se, hvor romantisk et folkefærd mexicanerne er. Køber roser til deres udkårne, hyrer et mariachi-band til at spille romantiske sange, inviterer ud, planlægger en date til det mindste og generelt bare gør rigtig meget ud af, at der er en romantisk vibe til stede.

  • Serbien: Du må ikke miste modet som single. Mødte i Serbien en stemning af, at mange unge kvinder simpelthen havde mistet håbet om at finde en kæreste, som levede op til deres krav. Den mismodige energi, de kvinder udsendte, mindede mig selv om, at jeg ikke skal være sådan en sortseer og single bittterfisse, da det er tusind gange værre end være end en single, der leder efter kærlighed.

  • Brasilien: Du skal ranke ryggen og bære dig selv med stolthed. Ikke kun din krop, men hele dit system skal emme af selvsikkerhed, og gør det det, så er du nået ufattelig langt.

  • Island: Island var det land, hvor mændene var sødest. Måske fordi de i virkeligheden minder meget om os danskere, men de er bare langt mere rolige end os. Ro og smuk natur tror jeg har gjort menneskene deroppe til generelt mere lækre og rare at omgås. Jeg var vild med Island. Og fandt ud af at den perfekte date, er, at kombinere en oplevelse med en mere intim og rolig tid, dvs fx at tage ud og drikke et glas vin for derefter at tage en tur ud at ride eller se et flot vandfald for så at spise noget mad, gør at du både lærer din date at kende, samtidig med at du oplever noget sammen.

  • USA: I USA er de lysår længere fremme når det kommer til dating, end vi er. Det er dér datingkulturen stammer fra, og de har gjort det så meget mere end vi har. Det gør bare at de har et langt mere afslappet forhold til dating, end vi har. De gør det flere gange om ugen og ser det som en essentiel del af deres hverdag. De synes allesammen at jeg var enorm oprigtig. Det lagde de stor vægt på, og det er nok fordi at i LA der er folk langt mere overfladiske end vi er vant til herhjemme. Udseende, motion, livsstil og den slags fylder virkelig meget, så "normale" følelser og holdninger til livet anser de som dybsindigt og "real".