Psykolog: Derfor græd Frank i taxaen

Frank og Pia vender tilbage til 'Gift ved første blik', efter de sidste tirsdag bad om at få kameraerne slukket.

Frank i taxaen
(© Dr)

Først var der tårer og den akavede samtale i taxaen. Så var der stilhed og til sidst blev kameraerne slukket. Det har været en tåkrummende oplevelse at følge det arrangerede ægteskab mellem Frank og Pia, men i aften vender parret tilbage i 'Gift ved første blik'.

Det har især været Franks

tendens
til tårer, der har påvirket stemningen mellem dem. Særligt en helt specifik taxatur i sæsonens andet afsnit, hvor Frank, ganske kort efter, at han og Pia har mødt hinanden og er blevet gift, tårevædet beretter om bruddet med sin seneste kæreste – blot tre måneder forud for eksperimentets start.

Men som seer skal man ikke være for hurtig til at dømme, hvad der lader til at være Franks manglende situationsfornemmelse. I stedet bør man huske på, hvilken situation, deltagerne har været i under optagelserne, siger psykolog Gert Martin Hald, som er en af eksperterne, der har matchet de fire par i programmet.

Nervøs og presset

Situationen medvirker nemlig til at skabe de

reaktioner
, som seerne ser på skærmen – heriblandt Franks uheldige episode i taxaen, siger Gert Martin Hald.

- Når Frank sidder i taxaen og rabler en masse mindre heldige ting af sig om sin eks-kæreste, så tager vi det som et udtryk for noget personligt, at han ikke er klar, ikke har situationsfornemmelse, eller at han stadig har kærestesorger, siger han og fortsætter:

- Han får sagt så mange dumme ting, og man tænker som seer, og måske også som partner, at han må da totalt mangle situationsfornemmelse. Men det er simpelthen en fundamental fejl, for det er udtryk for, at han er så presset i situationen, at han bare kommer til at lade munden løbe med det, der spontant falder ham ind.

Overbærenhed begrænses til os selv

Ifølge Gert Martin Hald bør man vende blikket indad, inden man dømmer Franks overstrømmende følelser – både i taxaen og til brylluppet, hvor han også lader tårerne trille.

- Når vi selv dummer os, så har vi jo ingen problemer med at bortforklare. For der er jo ingen, der siger, jeg gjorde det her, fordi grundlæggende er en idiot og et dumt svin.

- Så siger man, jeg gjorde det, fordi jeg var stresset, eller jeg var fuld, eller jeg var vildt nervøs.

Tre måneder som single

Ifølge Pia selv, var en af de ting, gav det nye forhold et af sine banesår, afsløringen af, at Frank kun havde været alene i tre måneder forud for sin deltagelse i programmet. Pia selv havde været single i 10 år.

Eksperternes vurdering – og Franks egen - var, at han trods det nylige brud, var klar til at kaste sig ud i det arrangerede ægteskab.

- Ifølge Franks eget udsagn, var han klar. Der er meget stor forskel på, hvornår man er klar, for nogle tager det flere år, for nogen kun ganske kort tid, siger Gert Martin Hald.

Du kan se, hvad der er det næste skridt for Frank og Pia og de andre par i ´Gift ved første blik´, når sæsonens fjerde afsnit løber hen over skærmen på DR1 tirsdag klokken 20.45.

Facebook
Twitter