Psykolog fra 'Gift ved første blik': Kærlighed for rullende kameraer er benhårdt

Ikke alene skal deltagerne dele bord og seng med en fremmed fra dag 1. De bliver også filmet til et tv-program, som flere hundredetusinde seere følger og kommenterer.

Det gør noget ved ens dømmekraft og rummelighed i den enkelte situation, at man er under så stort et pres, minder Mette Smidt om. (Foto: © Scherlund Fotografi)

"Det sagde hun bare ikke, det der", "Gud, hvor er hun barsk", "Nu må han altså tage sig sammen"...

TV-programmet "Gift ved første blik" formår i dén grad at bringe sindene i kog blandt seerne, og hvis du er én af dem, så er du altså ikke alene.

Men inden du dømmer de medvirkende alt for hårdt, så giv det lige en tanke, hvilke omstændigheder programmet er blevet til under, siger psykolog Mette Smidt, der også medvirker.

Det er så let at dømme andre mennesker, når man selv sidder på afstand og har tid, overskud og tilstrækkelig distance til konflikten til at reflektere på den.

Men det er et privilegium, som deltagerne ikke har. De medvirker i et eksperiment for åbent kamera, og det er en benhård præmis, der lægger et enormt pres på deltagerne:

- At det nogen gange bliver for svært skyldes flere ting, dels at de bliver ekstremt opmærksomme på, hvad de siger og gør, og dén opmærksomhed stjæler faktisk mange af de kognitive ressourcer, man ellers skulle bruge blandt andet på dømmekraft i den enkelte situation..

  • Da Martin og Birgitte i programmet ”Gift ved første blik” var på bryllupsrejse, og hun bad ham lugte hende under armene, fordi de skændtes om, hvorvidt de skulle have et bad inden middagen eller ej, fik hun ’kærligheden at føle’ på Facebook. For da var hun godt nok streng og modbydelig, mente brugerne.

Man fungerer simpelthen dårligere end normalt, når man ud over at være blevet gift og skal leve sammen med en person, man ikke kender, også skal følges og filmes af et kamera konstant, tilføjer hun:

- Du sover måske også dårligere, når du pludselig deler seng med en ukendt person, og er derfor ikke helt dig selv.

- Det er ekstremt svært at navigere i, og deltagerne kan have svært ved at vurdere, om det er okay at tænke på sig selv i den enkelte situation, eller om de så fremstår egoistiske.

Man kan blive overrasket over sig selv

Man kan komme til at reagere kraftigere, end man normalt ville gøre, eller man kan modsat komme til at gå på kompromis med sig selv på punkter, hvor man normalt ikke ville gøre det, påpeger psykologen.

- Og her kan seerne, der følger med fra sofaen, komme til at dømme de medvirkende meget hårdt og sige, at de reagerer uhensigtsmæssigt i denne eller hin situation, og at man selv ville reagere helt anderledes.

- Det samme gælder sådan set de medvirkende, som når de ser programmerne her efterfølgende, kan komme til at dømme sig selv hårdere. Det er simpelthen lettere at reflektere og vurdere efterfølgende end i situationen, og de kan måske have svært ved at genkende sig selv.

  • Camilla har i programmet svært ved at acceptere, at hendes mand Nicolas ikke passer sit skæg og i øvrigt ikke ser ud, som den type hun plejer at falde for. Og det plager hende, at hun har det sådan.

Desuden skal man huske, at der er lavet mange, mange timers optagelser, som er kogt ned til de ni programmer, pointerer Mette Smidt:

- Og det betyder jo, at de ting der er sket, bliver klippet sammen til et koncentrat, og så bliver det automatisk skarpere trukket op.

- Altså hvis Camilla tre gange på en uge har kommenteret Nicolas’ skæg, så virker det selvfølgelig hårdere, når det bliver klippet sammen, så hun siger det tre gange i løbet af de tre kvarter, udsendelsen varer.

Deltagerne kender eksperimentets præmis

Men kan man så overhovedet bruge programmerne og eksperimentet til noget som helst, hvis de medvirkende ikke er sig selv og opfører sig anderledes, end de ellers ville, fordi der er kamera på?

- Det er vigtigt at være opmærksom på, at det her er et eksperiment.

- Et eksperiment, der skal undersøge, om man med det bedst mulige match ud fra nogle fastlagte, målbare kriterier baseret på det, vi videnskabeligt set ved om parforhold, kan få kærligheden til at spire, forklarer Mette Smidt.

Produktionsselskabet bag programmerne gør, hvad de kan, for at give de medvirkende et billede af, hvad de går ind til, både i forhold til kærligheds-eksperimentet og eksponeringen, men det kan være vanskeligt at forestille sig, hvilken oplevelse det præcis bliver, understreger hun.

- Deltagerne gør sig selvsagt også mange overvejelser, og flere af dem nævner at en del af deres hensigt med at deltage er at blive klogere på sig selv og lære noget om deres eget reaktionsmønster.

- Men når de så står der, som single med drømmen om et parforhold, og prøver brudekjole og nye sko, så kan jeg da godt forstå, at deres fokus flytter over på chancen for og drømmen om at finde den rigtige. Og det kan jo også sagtens være, at det sker. Jeg synes de medvirkende hurtigt finder arbejdshandskerne frem og knokler for den gode relation.

Vi kan alle lære noget

Så selv om det faktum, at eksperimentet filmes og netop af den grund bliver skævvredet lidt i forhold til virkeligheden, så synes Mette Smidt stadig, at programmerne er relevante:

- De kan lære os alle sammen noget. For de fleste af os har stået i situationer, hvor parforholdet er under pres på grund af sygdom, stress, børn eller andre ting. Og de mønstre, som vi har indarbejdet bliver på godt og ondt mere fremtrædende, når vi er under pres.

- Og da kan man som seer måske genkende nogle af de tilbøjeligheder, som de medvirkende har i de situationer og kan blive klogere på, hvilke konsekvenser de reaktionsmønstre kan have på ens forhold og ens partner.