Gør du dig frække tanker om urinsex, analsex eller sex med flere partnere?
I så fald er du langt fra alene, men alligevel synes mange, at det er enormt skamfuldt at have den type seksuelle lyster og fantasier.
Det oplever klinisk sexolog og parterapeut Jesper Bay-Hansen ofte i sit arbejde.
- Mange skammer sig over deres seksualitet og frygter, at andre vil opdage det og opfatte dem som unormale og perverse – ord som mange klienter selv bruger om deres lyster og fantasier, siger Jesper Bay-Hansen.
Sexlyster kan føre til skam
Dr.dk har i denne uge tema om hemmeligheder, hvor læsere i denne artikel anonymt har afsløret deres hemmeligheder om blandt andet seksuel lyst til prutter, at gå med ble eller slikke på tæer.
Læserne har også mange andre hemmeligheder, men de seksuelle oplevelser, fantasier og sidespring fylder en stor del.
- Og det er slet ikke overraskende for mig. Skam og frygt er to store og svære følelser i sexologien, og mange frygter for konsekvenserne, hvis deres hemmelige sexliv og lyster blev kendt af ens familie, venner eller partner, siger Jesper Bay-Hansen.
Her får du hans gode råd til, hvordan du kan håndtere dine seksuelle lyster.
Gode råd om seksuelle hemmeligheder
- •
Start med at lave et selvtjek: Skriv dine største sex-hemmeligheder ned. Det vil sige, at du skal identificere dine hemmeligheder og give dem navne.
- •
Del hemmelighederne op i to kategorier: Din seksualitet (f.eks. at du tænder på urinsex eller trekanter) og dit sexliv (altså det sexliv, som du rent faktisk har udlevet eller stadig udlever med din kæreste eller en elsker/elskerinde eller med dig selv).
- •
Lav et tankeeksperiment: Hvad vil der være af fordele ved at fortælle din kæreste eller andre om en af dine hemmeligheder? Og hvad vil der være af ulemper og risici?
- •
Spørg dig selv: Hvilke hemmeligheder gør noget godt for dig, for eksempel når du socialiserer med andre, fordi hemmelighederne bliver fortrolige samtaleemner, der knytter tillidsbånd mellem mennesker? Hvilke hemmeligheder begrænser dig og holder dig fast i svære følelser som frygt, skam og skyld?
- •
Bare det at reflektere over dine hemmeligheder kan være meget udviklende, og det kan være med til at tage luften ud af frygt, skam- og skyldfølelse – det får ofte de svære følelser til at skrumpe.
- •
Sæt ord på nogle af dine seksuelle lyster og fantasier. Har du en kæreste, så overvej at sætte jer sammen og lav en liste over seksuelle lyster og fantasier, som I har haft eller har nu. Det kan både være lyster og fantasier, som du har forladt – og måske kan grine af i dag? – eller lyster og fantasier, som du faktisk godt kunne ønske dig at prøve af.
- •
At dele sine lyster og fantasier behøver ikke betyde, at de partout skal udleves – men bare det at få sagt det højt kan være med til, at man får luft og slipper noget af skammen og frygten. Samtidig får man sået kimen hos sin kæreste til at afprøve nye og måske forfriskende seksuelle oplevelser.
- •
Husk, at intet menneske får den fulde pakke, dvs. får alle sine lyster indfriet i løbet af sit liv. Nogle ting kan eller vil ens kæreste ikke være med til, og det er vigtigt at acceptere denne forskellighed, når man deler sine ønskelister til sexlivet med hinanden.