Sexologen: Det skal I tænke over, før I åbner jeres parforhold for andre

Klinisk sexolog Jesper Bay-Hansen får for tiden mange spørgsmål fra klienter, der overvejer at åbne deres parforhold. Her er hans svar.

Man er nødt til at afklare, hvad ønsket om et åbent parforhold egentlig dækker over - inden man kaster sig ud i det, forklarer klinisk sexolog Jesper Bay-Hansen. (Foto: Colourbox.com © ColourBox.com)

Der er mange overvejelser at gøre sig og mange snakke, der skal tages inden man eventuelt kaster sig ud i et åbent forhold eller swinger-livet, forklarer klinisk sexolog Jesper Bay Hansen. Her giver han sine svar på de spørgsmål, han møder fra sine klienter:

Vil et åbent forhold være godt for os?

Det er et spørgsmål, jeg tilbagevendende får i min samtaleklinik. Men det er også et spørgsmål, som jeg aldrig svarer på. Der er i dag rigtig mange måder at leve i forhold på, og jeg har ikke den forkromede opskrift på den perfekte samlivsform for den enkelte.

Men jeg kan beskrive nogle helt centrale temaer, som vi alle må forholde os til – særligt hvis man overvejer at åbne forholdet for sex med andre.

Er dit forhold under udvikling eller afvikling?

Nogle ser åbne forhold som løsningen på et problemfyldt kærlighedsliv. Det kan være, at den ene savner mere og mere eksperimenterende sex, mens den anden får så ganske rigeligt og næsten får åndenød ved tanken om mere sex. Lyst-ubalancen kan være svære at håndtere for mange par, og det slår nemt skår i kærligheden.

Derfor opstår tanken om at åbne forholdet, så partneren med den store lyst kan udleve sin seksualitet i og ved siden af forholdet, mens partneren med den lille lyst får fred, og parforholdet kan overleve – måske. For det er som regel et meget skrøbeligt afsæt for at åbne forholdet.

At åbne sit parforhold løser sjældent samlivsproblemer, men skaber til gengæld nemt nye.

Det bedste udgangspunkt for at åbne forholdet er et stabilt kærlighedsforhold, hvor begge føler tillid og en stærk kærlighed og deler ønsket om at udvikle sexlivet, så det også kan inkludere sex med en tredje person eller andre.

Skal en sexfantasi partout udleves?

At have sex med sin elskede og en tredje person eller sex med flere andre hører til mange menneskers sexfantasier. Vi mennesker kan få virkelig mange sexfantasier, men det betyder ikke, at vi partout skal udleve dem alle.

Vælger man at dele en sexfantasi med sin elskede, er det vigtigt at holde fast i, at det stadig kun er tanker om sex – og ikke en sex-mission, der absolut skal udleves, bare fordi den er blevet sagt højt.

Det er vigtigt ikke at føle sig presset til at gå med på sin kærestes sexfantasier. Mærker man et pres, skal det altid være okay at sige det højt også. Er man derimod enige om, at en sexfantasi om eksempelvis en trekant eller en tur i en swingerklub lyder spændende, så vil jeg foreslå, at man forholder sig til de følgende temaer, inden man udlever den fælles fantasi:

Specificér jeres seksuelle ønsker

Det er vigtigt at tale så klart som muligt om, hvad man præcis forestiller sig, der skal ske, når der pludselig er flere arme, ben og kønsdele i luften, end man er vandt til. Og hvad er forudsætningen for, at det i det hele taget kommer til sex?

Vil din kæreste gerne vide det, hvis du eksempelvis har sex med et andet par eller tager i en sexklub alene? Ordsproget siger, at du skal behandle andre, som du selv vil behandles. Det lyder intuitivt rigtigt, men i denne sammenhæng gælder det ikke.

Du skal behandle din kæreste, som du ved, at han/hun gerne vil behandles.

Derfor: Hvis du ikke allerede ved det, må du finde ud af det ved at spørge din kæreste. Vær også specifik omkring, hvordan du gerne selv vil behandles af din kæreste, uanset om vedkommende har sex med andre, eller I kaster jer ud i seksuelle eventyr sammen.

På DR3 sendes lige nu programserien 'samtaler fra Swingerklubben', hvor DR3 er fluen på væggen ved i baren i danske swingerklubber

Nogle danskere går til badminton, og så er der dem som går i swingerklub. Men swingerlivet handler om meget mere end sex, latex og pisk - det er et dansk foreningsliv, når det er allerbedst. (Foto: DR Ung © Type 2)

Intimitet og sex

Nogle – især kvinder – giver udtryk for, at det betyder meget for dem med en vis følelsesmæssig kontakt til vedkommende, man ønsker at invitere ind i forholdet. For andre betyder intimiteten langt mindre, her er det mere selve den seksuelle aktivitet, der er i fokus: Hvad kan vi finde ud af sammen?

Her er det igen vigtigt, at man som par er enige om, hvad man søger. Det kan være svært at sige på forhånd. Derfor er det vigtigt, at man som par evner at have hinanden med hele vejen fra den første flirt til den sidste orgasme.

Det kan være en god ting, hvis man har et sprog, hvor man eksempelvis med et blink kan signalere, at man tiltrækkes eller frastødes ved tanken om sex med en fremmed person, man har mødt. Situationen, hvor den ene tændes, og den anden frastødes, må man også kunne tackle som par.

  • Tjekliste

  • Accept og begær: Elskeren/elskerinden skal kunne accepteres og i et eller andet omfang begæres af begge – ikke blot tolereres

  • Sex med hvem? Singler, par, venner, kolleger eller fremmede, man møder i en sexklub m.m.

  • Hvor offentligt? Skal I være åbne og offentlige omkring jeres åbne parforhold, eller har I det bedst med at holde det for jer selv?

  • Tid: Hvor meget tid, må I bruge på seksuelle eventyr? Er det noget, I udlever en gang imellem, en fast ugedag eller på ferier?

  • Tal sammen før, under og efter det seksuelle eventyr. Specielt før sex: Tal om, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er okay og vær ærlige omkring jeres grænser. Overhold jeres aftaler, ellers er det et svigt og tillidsbrud. Specielt i forbindelse med sex: Forhold jer til, hvordan I kommunikerer et veto, dvs. et pænt nej tak til sex, og en godkendelse af en elsker/elskerinde/et andet par.

  • Vær parat til at tage vare på uventede følelser og situationer – både dine egne, din kærestes og vedkommende, du/I har sex med. Følelser, der ofte er i spil: Fællesglæde, medglæde, usikkerhed, frygt, jalousi og forelskelse. Det kan også skabe uventede situationer og konflikter, hvis vedkommende, I har sex med, ikke er lige så ærlig, som I er, og for eksempel er sin mand eller kone utro.

Medglæde og jalousi

Forskning viser, at vi er dårlige spåmænd og spåkoner, når det gælder vores fremtidige følelser (affective forecasting). Det bliver særlig tydeligt, når man åbner sit parforhold, hvor de fleste beskriver, at de får følelser, de ikke havde set komme.

Det kan være en god følelse som medglæde, dvs. at man oprigtigt glæder sig med sin kæreste, når vedkommende får en god sexoplevelse. I den polyamorøse subkultur taler man her om compersion, som er en empatisk glædesfølelse, der opleves, når man glæder sig over et andet menneskes glæde og lykke.

Men mange udfordres også på jalousien. Vi kan alle blive jaloux, og netop dét at åbne forholdet kan fremkalde frygten for at miste, frygten for ikke længere at være den eneste ene osv. Derfor er det vigtigt at have nogle redskaber til at forebygge og håndtere jalousi, hvis man pludselig overmandes af følelsen, eller ens kæreste pludselig bliver voldsom jaloux.

Medglæde kan i øvrigt modvirke jalousi i parforholdet.

Risikoen for forelskelse

Uanset om man lever i et traditionelt lukket parforhold eller et åbnet, må man forholde sig til risikoen for at forelske sig. Normalt siger jeg, at det er en gave at kunne forelske sig, men i denne sammenhæng kan det være utrolig plagsomt og konfliktfyldt, hvis man forelsker sig.

Og vi må ikke være naive: Gode sexoplevelser kan være virkelig forførende og indebære en risiko for at forelske sig.

Det er igen en situation og risiko, jeg anbefaler, at man taler grundigt igennem, inden man åbner forholdet og løbende taler om undervejs.

Ridser i lakken: Sårede følelser, uønsket graviditet og sexsygdomme

Man må selvfølgelig også tage sine forholdsregler, hvad angår sårede følelser, uønsket graviditet og sexsygdomme. Sårede følelser handler ikke kun om en selv og ens kæreste, men også om tredje personen, man måtte have sex med.

Er man parat til at have sex, må man også være parat til at tage vare på sine og andres sårede følelser. Det handler i bund og grund om at tage ansvar. Vi må også tage ansvar for at forbygge uønsket graviditet og smitte med sexsygdomme.

Det handler blandt andet om at forholde sig aktivt til risikoadfærd, brug af kondom og vaccination med HPV-vaccinen Gardacil, der kan forebygge størstedelen af kønsvorter (kondylomer) samt forstadier af forskellige former for HPV-relateret kræft og forskellige kræftformer hos både kvinder og mænd.

Ovenstående råd skal ikke læses som en komplet opskrift på at åbne parforholdet, men vil ikke desto mindre være meget relevante overvejelser at gøre sig.

Rådene er blandt andet baseret på samtaler med mange kvinder, mænd og par, der har delt deres gode og mindre gode erfaringer med mig – tak til alle jer. Jeg er sikker på, at mange andre kan få glæde af rådene.

Jesper Bay-Hansen

Facebook
Twitter