Sidder sextilliden i håret?

Er blondiner mere sexede end brunetter? Og er en skaldet mand sexet eller for gammel? Giv dit besyv med i afstemningen.

(© colourbox)

Vi bruger tonsvis af tid og penge på vores hår. Enten på at style, krølle eller farve det. Eller på at fjerne det de steder, hvor vi ikke ønsker hår.

Og der er faktisk en god grund til, at vi lægger så mange kræfter i det hår.

For håret spiller en vigtig rolle, både når det handler om at tiltrække en partner, og når vi selv vurderer, om nogen er attraktive.

- Håret betyder meget for både kvinder og mænd, både for vores almene velvære og for vores seksuelle udstråling. Jeg taler ofte om SEXtillid. Og i den sammenhæng kan man bruge håret til mere eller mindre bevidst at udstråle sextillid, siger sexolog og parterapeut Jesper Bay-Hansen.

- Vi har sikkert alle oplevet kvinden, der flirter med sit hår, eller manden, der leger med en kvindes hår i forbindelse med flirt, kæl, forspil o.lign. Håret betyder også meget for mange mænd, især hos mænd der taber håret. Det er nemlig ikke alle mænd, der finder hårtabet maskulint. Nogle oplever hårtabet som et tegn på aldring og dermed et udtryk for tab af virilitet.

En kvinde har da langt hår

Der er mange stereotype forestillinger om, hvordan mænd og kvinder bør se ud.

- Helt kortklippede frisurer vil mange forbinde med mandlige egenskaber, mens langt hår traditionelt har været forbundet med kvindelighed, siger Jesper Bay-Hansen.

- Det har dog ændret sig meget i flere vestlige kulturer i de sidste årtier, således at flere i dag tør at lege med frisuren og dermed kønsudtrykket.

Men er det virkelig rigtigt, at mænd foretrækker langhårede blondiner, og at kvinder mener skaldede mænd er sexede? Deltag i afstemningen her og giv dit besyv med:

Temalørdag på DR2 handler den 23. februar om Hårets Magt, og her kan du se, om den samme person scorer højest som blond eller mørk, som kort- eller langhåret, eller som fyldig eller skaldet!

Blondinen scorede mest

Mange singler gør sig forestillinger om, at en kommende kæreste skal have sort hår, blond hår, rødt hår osv, eller at de især tænder på sorthårede, blonde, rødhårede osv.

- Det er både kulturelt bestemt, og meget individuelt, hvilken type hår man opfatter som sexet, siger Jesper Bay-Hansen.

- Et interessant engelsk studie har undersøgt britiske mænds hårpræference: En kvinde, hvis hår blev farvet blond, brunt eller rødhåret, blev instrueret i at sætte sig i forskellige natklubber. Forsøget viste, at kvinden blev kontaktet hyppigere af mænd, når hun var blond.

I et andet forsøg blev 126 mænd præsenteret for fotos af den samme kvinde, igen med henholdsvist blond, brunt og rødt hår. Det viste sig, at mændene vurderede brunetten som mere fysisk attraktiv, intelligent, tilnærmelig og kompetent men også mere arrogant.

Kvinden med blond hår blev opfattet som mere krævende. - De virkelig interessante spørgsmål er: Hvad betyder mit hår og min kropsbehåring for mig? Hvad er det, jeg ønsker at signalere, flirte og lege med osv.? Forsøger jeg at stive mig selv af psykisk eller seksuelt ved at "dyrke" mit hår?

- Et overdrevent stort fokus på håret, kan jo dække over usikkerhed, dårligt selvværd m.m. En sexet udstråling er mere og andet end en pæn frisure. Som ordene siger, så handler det meget om hvilke stråler, man udsender. Et af mine mantra er netop: Mennsket, der har lyst - også den erotiske af slagsen - indtager ikke alene sig selv men hele sin omverden....

Se mere om Hårets Magt i temalørdag på DR2 den 23. februar.

Facebook
Twitter