Spil dig til et mere intimt forhold med din partner

Er du i et parforhold, hvor det er svært at tale om sex, så kan et spil måske hjælpe.

Det kan være svært at fortælle ens partner, hvis man er utilfreds med eller har nye ønsker til sexlivet. Men det er vigtigt at kunne tale godt sammen om sex for at have et godt forhold. (© ColourBox)

Mange mænd og kvinder har svært ved at tale med deres partner om sex, uanset om man lige har mødt hinanden, eller om man har været sammen i mange år.

På dr.dk er der denne uge tema om hemmeligheder, hvor flere læsere anonymt har skrevet om deres hemmeligheder i denne artikel.

En del af læsernes hemmeligheder handler om hemmelige sexliv eller seksuelle fantasier, som deres partner ikke kender til.

Samtale om sex er vigtigt

Generelt er det skidt for et parforhold, hvis man ikke kan tale om sex med hinanden, siger klinisk sexolog og parterapeut Jesper Bay-Hansen.

- Både forskning og min kliniske erfaring viser, at der er en tæt sammenhæng mellem det at kunne tale sammen i parret, og det at opleve sex- og samlivet som godt og givende.

- Ved at tale om sex kan man tage mange misforståelser i opløbet, inden de slår dybere skår i kærligheden. Det handler meget om at beskrive ’din’ og ’min’ virkelighed og tage på en rejse ind i hinandens virkeligheder og tage uenigheder i opløbet, siger Jesper Bay-Hansen.

Quiz og leg kan bryde tabuet

Men hvis man er genert eller sex er blevet et samtaletabu i parforholdet, hvordan får man så brudt isen?

Et bud kan være at prøve et spil, der kan få kickstartet dialogen.

For eksempel findes der både brætspil og mobil-apps, hvor partnere kan have det sjovt og samtidig blive klogere på hinandens lyster.

- Spil kan givetvis fremme og lette samtalen om seksualitet og have en mission her, fordi mange kvinder og mænd har meget svært ved at tale om sex selv efter mange års parforhold, siger Jesper Bay-Hansen.

5 eksempler på intime spil for par

  • iPassion (app) – dansk app, hvor både du og din kæreste får en række intime spørgsmål på mobilen. Det gælder om at gætte flest af sin partners svar.

  • Lystspillet (app) - et udviklende quiz-spil for teenagere og unge mennesker med spørgsmål til sex, følelser og krop. Spillet kan også bruges i seksualundervisningen.

  • Erotic 4 Real (brætspil) – du trækker kort med spørgsmål om moral, følelser og lyst. Og så skal du give det svar, som du tror, din partner ville have svaret. Derudover er der kort med erotiske opgaver.

  • Discover your lover (brætspil) – engelsksproget spil med både intime spørgsmål og opgaver. Kortene er inddelt i tre forskellige niveauer, så man kan skrue op eller ned for lummerheden.

  • Monogamy (brætspil) – også et engelsksproget spil med intime spørgsmål og udfordringer inddelt i tre forskellige niveauer.