Sund livsstil kan hjælpe mod sexproblemer

Man behøver ikke altid medicinsk hjælp for at klare problemer med rejsning og sexlyst.

Risikoen for at få seksuelle problemer falder, hvis du og kæresten har en sund livsstil, hvor I motionerer, ikke ryger og er normalvægtige. (© Getty Images)

Omkring hver tiende dansker har problemer sexlivet – det man kalder seksuelle dysfunktioner.

Det kan for eksempel være rejsningsproblemer, for tidlig sædafgang, smerter i underlivet og manglende sexlyst.

Ofte hænger problemerne sammen med andre sygdomme, hvor for eksempel operationer og hormonbehandlinger påvirker kroppen.

Men de seksuelle problemer kan faktisk også skyldes usund livsstil.

Sund livsstil forebygger sexproblemer

- Seksuel sundhed og trivsel handler rigtig meget om livsstil. Det sunde liv øger chancerne for et godt og nydelsesfuldt seksuelt liv, fortæller klinisk sexolog Jesper Bay-Hansen.

- For eksempel fungerer sexlivet generelt bedre, hvis man ikke ryger, er normalvægtig, fysisk aktiv og en eventuel kronisk sygdom som eksempelvis hjertekar-sygdom og sukkersyge er så velbehandlet som muligt.

Sund livsstil kan med andre ord være med til at forebygge seksuelle problemer senere i livet.

- Hvis vi lever sundt, så er der massivt mindre risiko, for at vi vil udvikle en seksuel dysfunktion. Omvendt hvis man er lidt for tyk, ryger og spiser usundt, så vil hyppigheden blive større, siger professor Christian Graugaard fra Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet.

Seksuel funktion kan komme igen

Og har man allerede seksuelle problemer, så kan en livsstilsændring måske kurere det, uden at man har brug for medicinsk hjælp.

- Hvis det handler om livsstilsproblematikker, så kan man godt få sin seksuelle funktion igen ved at tabe sig lidt, lægge smøgerne og tage cyklen i stedet for bilen. Og det gør, at vi i langt højere grad kan gøre noget, også når problemerne er opstået. Og den gode nyhed er, at det er aldrig for sent, siger Christian Graugaard.

Du kan se meget mere om sex og sundhed i det seneste afsnit af Sundhedsmagasinet på dr.dk/tv.

FacebookTwitter