Til bryllup med DR Symfoniorkestret: Kærlighed i luften og sommerfugle i maven

I morgen skal Sanne og Simon giftes i Silkeborg.Underholdningen står DR Symfoniorkestret og DR Vokalensemblet for.

I morgen skal Sanne og Simon giftes - og udover parrets næsten 50 gæster, så deltager også DR Symfoniorkestret og DR Vokalensemblet til brylluppet i Silkeborg. (© (c) DR)

I morgen skal Simon Madsen og Sanne Münter giftes i Allerslyst Kirke i Silkeborg.

Det unge par på henholdsvis 24 og 26 år vandt i foråret en konkurrence på P4, hvor hovedpræmien var DR Symfoniorkestret og DR Vokalensemblet - som skal komme og spille til deres bryllup.

- Joh, jeg kan da godt mærke sommerfuglene, kommenterer Simon.

Lidt kendt for en dag

Parret har selv arrangeret deres bryllup, men de har været nødt til at ændre på den oprindelige plan, efter at både symfoniorkester og vokalensemblet kom ind i deres liv.

- Vi har haft planerne klar længe, men der var selvfølgelig nogle ting, der skulle justeres, da vi vandt konkurrencen, fortæller Simon Madsen.

- Det er da lidt grænseoverskridende at skulle være sådan lidt offentligt kendte, når vi skal ankomme til den offentlige koncert i parken, men det er også sjovt. Vi tager det som en meget stor oplevelse, men det er nok meget godt, at det ikke er sådan hver dag, siger den 26-årige lastbilchauffør med forkærlighed for klassisk musik.

Alle detaljer på plads

Simon Madsen forklarer her, hvordan dagen kommer til at forløbe.

- Vi skal tidligt op, for alt skal være klart til vi skal giftes klokken 13 i Allerslyst kirke i Silkeborg, og efter vielsen skal vi ud foran kirken, hvor orkestret og ensemblet skal spille og synge. Bagefter skal vi fotograferes sammen med den nærmeste familie i kirken.

- Så bliver vi hentet i limousine og kørt til koncertpladsen, hvor der er offentlig koncert klokken 15.00, og den varer i alt 40 minutter.

- Så bliver vi igen hentet af limousinen og kørt til Skovridergården, hvor vi bliver taget imod med fanfarer og velkomst. Så spiser vi bryllupskage, og så skal der tages bryllupsfotos. Og så begynder middagen klokken 18.00.

Brudevals med manér

Og før parret vandt konkurrencen havde det selv hyret en musiker, og han skal underholde under middagen, og så er der ellers fest hele aftenen.

- Klokken 23.45 vender symfoniorkestret tilbage for at spille brudevals. Vi har gået til dans hos danseren Marianne Eihilt (Vild med dans), der har lært os at danse vals. Vi øver hver dag i et kvarter, og hun siger, vi er blevet gode til det.

P4, der har udskrevet konkurrencen, har produceret videoen her, hvor en såkaldt bryllupscoach træner både symfoniorkester og vokalensemble i kunsten at synge en lejlighedssang:

Facebook
Twitter