Valentinsdag: Glem det, der irriterer dig ved din partner

I dag er det Valentinsdag. Vi har samlet vores bedste kærlighedsråd til dig i den anledning.

(Foto: Grafik: Ninni Munch Pettersson © DR Nyheder)

Så blev det igen Valentinsdag. Dagen som, for nogen i hvert fald, bruges til at give partneren særlig opmærksomhed. Men dagen kan også bruges til at se bort fra alle, de ting, der irriterer os i dagligdagens parforhold. Vi har samlet nogle eksempler i grafikken ovenfor. Og samtidig har vi samlet vores bedste kærligheds-artikler til dig.

Kæmp for kærligheden

Vi starter med præsten Michael Wagner Brautsch, der er en af eksperterne i programmet 'Gift ved første blik'. Han beder folk om at kæmpe for kærligheden - også når det er svært.

- Jeg siger til folk – prøv lige lidt mere – giv kærligheden en chance, kæmp for den. For mange kan der komme en forelskelse i vejen, og det er farligt og skaber kaos i den enkelte, og man tænker, at hvis jeg smutter, så bliver det hele meget lettere. Men folk skal vide, at tingene bliver ikke lettere af, at man bare smutter - de bliver tvært imod meget sværere.

Du kan ændre dig

Men det kan jo være svært i hverdagen at sluge de kameler, der skal til. Og det er slet ikke nemt at lave sin partner om. Men man kan prøve med sig selv. Psykoterapeut Helle Dueholm havde følgende råd til at ændre sine mønstre, da vi i sommer satte fokus på kærligheden på dr.dk.

- Vi må være villige til at gå på kompromis med andre mennesker. Det gælder både i kærlighed og i andre relationer. - Hvis man kommer ind i et nyt kontorfællesskab, så kommer man heller ikke ind med en papegøje og en ghettoblaster. Det er et kompromis, siger Helle Dueholm. - Det er i parforholdet, at vi bliver konfronteret med vores mønstre: 'Er du klar over, at hver gang jeg bringer det her op, så gør du sådan?' Man skal hjælpe hinanden med at sætte det her spejl op for hinanden. Hvis man har en partner, hvor man har den her fortrolighed, så kan man gøre noget ved det.

Plej dit forhold

Men intet parforhold klarer sig uden pleje - uanset hvor meget man forsøger at ændre sig. Så vores sexolog Jesper Bay-Hansen minder om, at man skal huske hinanden.

- det er et spørgsmål om at prioritere tid, opmærksomhed og nærvær dér, hvor man gerne vil have, at græsset skal vokse og gro. Så invester tid på at være nærværende med din partner og se, om det ikke skaber et bedre parforhold.

Vil du have en kæreste?

Men en ting er, at pleje kærligheden og kæmpe for at have et godt forhold til sin partner. Noget andet er at være der, hvor man gerne vil have en kæreste, men synes det er svært at finde en. Det kiggede vi på i forbindelse med programmet 'Gift ved første blik'. Et af rådene lød sådan her:

Giv slip: Overdrevne og urealistiske forventninger kan man ikke bruge til noget, for det perfekte findes alligevel ikke. Kærlighed sker sjældent fra første blik. Du kan gå op og ned ad et andet menneske i et helt år uden at lægge mærke til vedkommende, men lige pludselig kan der opstå følelser, som ingen havde regnet med eller set komme. Tag den vished og viden med dig, når du dater. Kærligheden kan være overalt- du har nok bare ikke lagt mærke til den endnu.

(© DR)
Facebook
Twitter