Vi får for lidt sex - men er mere porno svaret?

Hvis kvinder så mere porno, ville de blive gladere for sig selv, siger debattør. Nej, fjern al porno, siger sexolog.

(© Colourbox)

Halvdelen af danskerne er utilfredse med deres sexliv. Vi har i gennemsnit sex fem gange om måneden mod før seks gange - og hver 7. par har aldrig sex.

Der er grunde nok til at være bekymret over temperaturen i de danske soveværelser, hvis man tror overskrifter, der jævnligt rammer de danske medier.

Men det hele ville ikke se så galt ud, hvis bare kvinder gav sig til at se noget mere porno.

Det mener kønsdebattør og manuskriptforfatter Eini Carina Grønvold, der før jul skrev en kronik i Politiken og som forleden debatterede danskernes skrantende sexliv med sexolog Jakob Olrik i P1 Debat.

- Med udgangspunkt i mine egne erfaringer, så var det at se porno faktisk meget afmystificerende. At se folk have sex er jo ret grimt, usmukt og vidunderligt i al sin akavethed. Det gav mig en anden selvtillid end jeg ellers ville have haft, hvis jeg ikke havde set porno, siger hun i P1 Debat.

Det skal være hardcore porno med ægte kvinder

Og det kan ikke nytte noget at gå ud og købe stort ind af erotiske film med vaseline på linsen og bjørneskind foran pejsen. For jo mere soft pornoen er, jo mere ligner kvinderne i filmene mannequinkvinder og fotomodeller.

Det skal være rigtig hård porno, for her finder man alle mulige slags kvinder, som ikke ser perfekte ud. Og det er det, der skal til, hvis kvinder ikke hele tiden skal spejle sig i kvinder der "ønsker sig uspaltet hår, tørre bind og børn, der ligner dukker", som hun skriver i sin kronik.

- I hardcore porno, som er meget udskældt, ser man mere lighed mellem kønnene og mere menneskelighed, end man ser i den puritanske og lidt mere kristent funderede porno, siger Eini Carina Grønvold.

Olrik: Fjern porno og du vil se liderlighed

Sexolog Jakob Olrik mener dog ikke, at porno er svaret på krisen på lagnerne.

Han mener, at vi ville få mere sex, hvis der ikke fandtes porno. For pornoen dræber fantasien og risikerer at gøre mænd til ensomme onanister.

- Hvis vi lavede et kollektivt, nationalt eksperiment, hvor vi fjernede al porno fra danske mænd i en måned, så kan jeg godt love, at der ville rende en frygtelig masse utroligt liderlige mænd rundt og prøve på at score, siger han.

Vi tænder ikke på hinanden længere

Hans svar er, at vi prøver at lade være med alle sammen at stræbe efter at være som alle andre - også kvinder og mænd i mellem.

- Vi agerer inden for de maskuline værdier. Det handler om at være målrettet og succesfuld, man vil hellere være gift med karrieren.

- Det er der mange gode forklaringer på. Men når det kommer til lagengymnastik, så giver det problemer, for vi tænder på modsætninger ikke på enshed, siger han.

Hør hele debatten på P1 eller se den i playeren øverst i billedet.

FacebookTwitter