Vi sover hver for sig - er det et problem?

Er det mon et faresignal for parforholdet, når man sover hver for sig? Det svarer vores ekspert i sex og parforhold på.

(© Colourbox)

Der kan være mange forskellige grunde til, at et ægtepar vælger at sove i hver sit soveværelse. Måske har man et barn, der holder en vågen om natten og vælger derfor at få søvn i hvert fald hver anden nat, måske snorker den ene part, eller måske er sygdom årsagen.

Men bør man egentlig betragte det som et faresignal for parforholdet, spørger en bruger:

Vi har to børn på 2 og 4 år, og den yngste har døjet rigtig meget med mellemørebetændelse, hvilket har betydet meget urolige nætter for os alle sammen. Så for at få noget søvn begyndte min mand og jeg at sove i gæsteværelset på skift, så vi i hvert fald fik søvn hver anden nat. Men vi er faktisk aldrig rigtig "flyttet" sammen i soveværelset igen, selv om det nu går meget bedre med vores datter.

Jeg tror, at vi begge har vænnet os til at sove alene og nyde den fred og ro, der er i det. Men skal vi se det som et faresignal for vores parforhold, at vi sover hver for sig? Jeg har ikke rigtig fortalt nogen om, at vi ikke sover sammen længere, fordi jeg på en måde synes, det er lidt flovt. Jeg har heller ikke talt med min mand om det, nok fordi det virker lidt akavet, og så tror han måske, at det er mig, der synes, at der er noget galt i at sove hver for sig, men er der det?

Jesper Bay-Hansen, som er ekspert i sex og parforhold på Lev Nu, svarer således:

Jeres udfordringer med at få en ordentlig nattesøvn, så det ender med hver sit soveværelse, er faktisk ret almindeligt.

Mange grunde

I min samtaleklinik ser jeg en del par, der af forskellige grunde sover hver for sig.

Det kan hænge sammen med et barns længerevarende eller tilbagevendende sygdom som netop mellemørebetændelse. Det kan også være udløst af en infektionssygdom hos den ene ægtefælle, f.eks. influenza, eller af gener i forbindelse med overgangsalderen, hvor særligt kvinden kan blive ramt på nattesøvnen og få hede- og svedeture.

Et andet hyppigt eksempel er en mands snorken. Snorken kan også kile sig ind i parforholdet og resultere i hver sit soveværelse.Tal om det

Du spørger, om der er et problem? Der er i hvert fald det problem, at I ikke får talt med hinanden om jeres sovevaner, og hvad det gør ved jer hver især og jer som par. Det bidrager jo kun til den tvivl og usikkerhed, du mærker.

Så mit første råd skal være, at du tager teten og får taget hul på samtalen med din mand. Du kan beskrive din tvivl og usikkerhed, og hvordan du har det med at sove hver for sig. Du kan også spørge din mand, hvordan han har det med hver sit soveværelse?

Intimitet og nærvær

Du spørger specifikt til, om det er et farsignal for jeres parforhold. Hver sit soveværelse indebærer i hvert fald en risiko for, at det går ud over den nærhed, ømhed, intimitet og glæde, der netop ligger i at dele soveværelse.

Det er simpelthen fysisk umuligt lige at gribe ud efter sin partner, hvis man skulle få lyst til det, og hvad med godnatkysset?

Jeg mener også, der er risiko for, at I på sigt vil tage færre initiativer til intimitet og sex. En nat eller to i hver sit soveværelse er selvfølgelig ikke noget problem. Måske heller ikke en uge, men hvad med en måned eller to?

Problemerne kan opstå, hvis ens umiddelbare søvnbehov konsekvent vinder over det samliv, der udleves i et fælles soveværelse. Det kan gå ud over sexlivet og måske vise sig i måden, I taler med hinanden på. Man trækker sig, og så bliver det ofte endnu sværere at tale sammen, hvilket går ud over nærheden, som igen kan gå ud over sex- og samlivet osv.

At sove i hvert sit soveværelse kan nok give en bedre nattesøvn lige nu og her, men det kan på sigt få samlivsmæssige følger, der kan være svære at forudsige. Du ved jo ikke, hvad det ville give jer, hvis I begyndte at sove i samme værelse igen. Og det gør jeg heller ikke. Måske skulle det prøves? Rens soveværelset

Andre par har taget en beslutning om at sove i hver sit soveværelse, og det kan tilsyneladende fungere for nogle. Jeg tror, disse par er særligt gode til at pleje nærheden, lysten og intimiteten i parforholdet i de vågne timer. De er super opmærksomme på hinanden og får talt godt sammen.

Når det er sagt, så er det i de fleste tilfælde muligt at sove i samme værelse og samtidig få en fornuftig nattesøvn:

Det kan være, at der skal luftes godt ud inden sengetid, hvis kvinden har problemer med hede- eller svedeture.

Eller det kan være brug af ørepropper, hvis ens partner snorker.

Jeg oplever faktisk, at mange par kunne blive bedre til at pleje parforholdet og nærheden og opmærksomheden på hinanden i soveværelset. Vi lever i en tid med rigtig mange tilbud. Det kan være god parforholdspleje at fravælge nogle af disse tilbud i soveværelset. For eksempel kan en tændt mobiltelefon eller iPad på natbordet eller et tændt fjernsyn i soveværelset også kile sig ind i parforholdet og gå ud over nærheden og opmærksomheden på hinanden.

Det kan en hund eller et barn, der sover "i sprækken", altså mellem forældrene, også.

I mine foredrag taler jeg derfor ofte om god søvnhygiejne og gode sovevaner. God søvnhygiejne og gode sovevaner giver ikke bare en bedre nattesøvn men hører også til god parforholdspleje. Så kære spørger, jeg håber, du har fundet inspiration til måder at komme videre på, så du kan komme af med den tvivl og usikkerhed, der nager dig. God nattesøvn og parforholdspleje til dig og din mand!

Facebook
Twitter