Vi ved for lidt om fristen for at få børn

Sex & Samfund vil have ønskede graviditeter med i seksualundervisningen, så danskerne ved, hvad der sker, hvis de venter for længe.

(© Colourbox)

Siden 1970 har danske børn og unge haft seksualundervisning på skoleskemaet, og det har i høj grad handlet om, hvordan man undgår kønssygdomme og uønskede graviditeter.

Men nu vil Sex og Samfund også gøre de planlagte graviditeter til en del af pakken, blandt andet så danskerne kender konsekvenserne af at udsætte sit ønskebarn for længe.

- Det er en fremragende idé at informere om den slags, så de ikke bliver tvunget ud i fertilitetsbehandlinger på et senere tidspunkt, siger chefen for Rigshospitalets fertilitetsklinik Søren Ziebe til Aftenshowet.

Vi har glemt at fortælle om fristen

- Vi har beskæftiget os rigtig meget med, hvordan man undgår at få børn. Men vi har glemt at fortælle om grænsen for, hvor længe man kan vente med at få dem, siger Søren Ziebe.

Den viden skal man ifølge ham have med i seksualundervisningen, så man i højere grad selv kan bestemme, hvornår og hvordan man vil have børn.

- Vi skal ikke have flere teenage-graviditeter, men vi skal sørge for at informere om, hvor længe man selv kan være med til at bestemme, om man vil have børn eller ej, siger han.

Vi bevæger os i den forkerte retning

I det hele taget er Søren Ziebe bekymret for, hvordan vores syn på graviditet har ændret sig de seneste år uden at tage synderligt hensyn til forhold som faldende sædkvalitet og frugtbarhed.

- For 30 år siden blev det opfattet som uforsvarligt, at en kvinde sidst i tyverne skulle føde et barn på grund af den øgede risiko for komplikationer, men i dag er det vendt helt på hovedet, siger han.

- Så medicinsk og biologisk bevæger vi os i den fuldstændig forkerte retning, siger Søren Ziebe.

Søren Ziebe i Aftenshowet

Klinikchef Søren Ziebe fra Rigshospitalets fertilitetsklinik har været i Aftenshowet for at diskutere Sex & Samfunds initiativ med foredragsholderen Soulaima Gourani.

Du kan se indslaget fra Aftenshowet i klippet nedenfor.

Facebook
Twitter